Om følelser – og tanker.
Kender du forskellen?
Følelser er et meget komplekst emne og kan være svært at navigere rundt i.
Det undrer mig ikke, for hvis man googler ”følelser”, så vil man kunne læse, at vi har alt fra 3 følelser til det vildeste, at vi har 13 følelser.
Men begge tal kan jo ikke være rigtige.
Begrebet ”følelser” bliver også misbrugt og udvandet, som fx når man siger: ”Jeg føler, at du svigter mig!”
– Nej, det gør du ikke. Du føler det ikke, du TÆNKER det!
Betyder det så meget, at man skriver/siger ”føler”, selvom man ”tænker”?
Ja, er det korte svar. For bliver vi ved med at udvande begreber, bliver det endnu mere svært at forstå – eller nemmere at misforstå. Ligegyldighed med sproget er mangel på respekt for den relation, som ord skaber.
Derfor nedenstående artikel!
Hvad er følelser, historien og forskningen om følelser ?
Følelser er det mest menneskelige, vi ejer. De er både vores største sårbarhed og vores stærkeste forbindelse til mening. Men følelser opstår ikke ud af det blå.
Forskningen i følelser begyndte med en kamp mellem to klare fortællinger. James–Lange hævdede, at kroppen går først: Vi mærker hjertet hamre og tolker det som frygt. Cannon–Bard svarede, at hjerne og krop reagerer samtidig – følelsen er ikke et efterslæb af puls og sved.
Senere brød Schachter og Singer det rene enten/eller op: Den samme kropslige aktivering kan blive til helt forskellige følelser, alt efter hvordan vi forstår situationen. Kroppen giver råmaterialet, fortolkningen giver navnet.
I 1970’erne og 80’erne satte Paul Ekman ansigtet på følelserne. De 6 Grundfølelser og mikromimik gav os et sprog for det universelle, men åbnede også for kritik: – hvor meget er medfødt, og hvor meget er lært?
Richard Lazarus drejede fokus mod vurdering – appraisal – og gjorde følelsen til en levende samtale mellem begivenhed og betydning: – Hvad står på spil for mig her? Kan jeg gøre noget?
Samtidig tegnede James Russell en mere flydende model: – følelser breder sig i et landskab af valens og aktivering frem for at være skarpe kasser.
Ifølge den klassiske James–Lange-teori kommer den kropslige reaktion først, men følelsen opstår først, når vi bliver bevidste om den og fortolker den. Kroppen sætter i gang – men tanken navngiver, organiserer og gør reaktionen til en følelse. Der er dog siden kraftig kritik af deres forskning, som var alt for enkel og overfladisk, men de var dog alligevel banebrydende.
Set i et udviklingspsykologisk lys har vi heller ikke følelser i egentlig forstand fra begyndelsen af livet. Som Daniel Stern og Edward Tronick beskriver, er spædbarnets første reaktioner affektive – rå, sanselige og kropslige.
Neurovidenskaben nuancerede billedet yderligere. Joseph LeDoux viste, at der ikke findes ét “frygtcenter”; amygdala registrerer trusselsrelevante signaler, men det, vi kalder frygt, kræver fortolkning og bevidsthed. Bud Craig og andre gjorde interoception – sansningen af kroppens indre – til nøgleordet: Følelser er forankret i, hvordan vi mærker os selv indefra.
Og Lisa Feldman Barrett og konstruktionistiske/predictive-processing-perspektiver foreslog, at hjernen hele tiden gætter: Den forudsiger, hæfter ord på fornemmelser og opdaterer, når virkeligheden protesterer.
I dag lever vi med et både/og. Følelser er hverken “bare biologi” eller “bare tanker”. De er et dynamisk kredsløb mellem krop, hjerne, sprog og kontekst, formet af kultur såvel som anatomi. Jo bedre vi sover, jo tryggere rammer vi har, og jo rigere ordforråd vi udvikler, desto mere præcist kan vi gætte – og desto venligere kan vi leve med det, vi mærker.
Det betyder, at følelser ikke blot “kommer over os”, men skabes i os! Læs også lige den sætning igen. Vi er altså ikke passive modtagere af følelser, men aktive deltagere i deres formning.
De 6 grundfølelser
Den amerikanske psykolog Paul Ekman beskrev i 1970’erne 6 grundlæggende følelsesudtryk, som mennesker overalt på kloden kan genkende:
– glæde
– sorg
– vrede
– frygt/angst
– overraskelse
– afsky/væmmelse.
Hver følelse kan så være mere eller mindre stærk.
Hans forskning viste dengang, at disse reaktionsmønstre har biologiske rødder og en evolutionær funktion, men den måde, vi oplever og fortolker dem på, afhænger af tænkning, kultur og erfaring.
Barnet har en affekt, men endnu ikke følelser, fordi det mangler sprog, refleksion og en bevidsthed om “mig”. Først gennem spejling, samspil og tænkning – når barnet begynder at forstå, hvad det oplever – bliver affekt til følelse.
Følelser er altså ikke bare noget, vi har, men noget vi forstår os selv igennem.
– Glæde binder os sammen, og den opstår, når vi tænker, at noget er godt, rigtigt eller trygt.
– Sorg kommer, når vi indser, at noget værdifuldt er tabt.
– Vrede tændes, når vi vurderer, at en grænse er blevet overskredet.
– Frygt/angst viser sig, når vi fortolker noget som truende – enten konkret eller som en forestilling.
– Overraskelse opstår, når noget bryder vores forventning.
– Afsky er vores tanke om, at noget er forkert, urent eller farligt, som vi ”vender ryggen til”.
Disse seks grundfølelser udgør fundamentet. Mennesket er ikke et katalog over følelser, men et fortolkende væsen, der konstant oversætter verden til noget, som vi forstår.
Følelser er med andre ord tanker, der har fået krop.
Hvorfor har vi følelser?
Vi har følelser, fordi de hjælper os med at overleve – men også fordi de hjælper os med at leve.
På det biologiske plan er følelsen et signal. Når noget truer vores tryghed, aktiveres frygt/angst. Når vi mister noget værdifuldt, mærker vi sorg. Når vi oplever nærhed, mærker vi glæde. Evolutionært er dette en genial opfindelse: et indre alarmsystem, der fortæller os, hvordan vi skal handle for at beskytte os selv eller søge det, der gavner os.
Men følelser er ikke kun natur. De er også kultur. De fortæller os ikke bare, at vi lever; de fortæller os også, hvordan vi lever. De gør livet sanseligt. En følelse er en eksistentiel pejling: Den viser os, hvad der betyder noget.
Når jeg fx oplever, at jeg bliver vred, er det et tegn på, at en grænse er overskredet.
Følelser er derfor som kompasnåle i bevidstheden. De peger mod det, vi værdsætter, frygter, håber på eller prøver at undgå.
Følelser er sociale signaler.
Følelser forbinder os også med andre. Et smil, et blik, en tåre – alt dette skaber resonans. Når vi oplever empati, er det følelsens evne til at spejle en andens oplevelse. Følelser gør os i stand til at forstå hinanden uden ord. De kan være en slags usynlig kommunikation mellem mennesker, en tråd, der løber fra krop til krop, fra hjerte til hjerte – for nu at blive lidt (for?) poetisk.
Gode og dårlige følelser – eller bare nødvendige følelser?
Da jeg, i ”nullerne”, og også tidligere, lærte om følelser i NLP´en og ”trinmodeller” i coaching, fik jeg fortalt, at man kunne dele følelser op: Nogle er “gode”, andre “dårlige”.
Fx var glæde den gode. Sorg, vrede og frygt/angst – de dårlige. Men da jeg sad til forelæsning på uni og endelig fik en videnskabelig forklaring, lærte jeg om fejltagelser og misinformation. For følelser er ikke ”gode” eller ”dårlige”; de har en funktion. Så når du læser eller hører om “dårlige” og “gode” følelser, så er du et sted, hvor man ikke har helt styr på psykologien.
Vrede kan virke destruktiv, men den beskytter os. Den siger: Her går min grænse. Sorg kan opleves ubærlig, men den viser også kærlighedens dybde. Uden sorg, ingen kærlighed. Frygt/angst kan lamme os, men den lærer os også at være varsomme, påpasselige og vise omsorg.
Mange kalder dem “negative”, fordi de gør ondt. Men smerte i den her kontekst er ikke altid en ”fjende” – nogle gange er den en lærer.
Når vi forsøger at skubbe de svære følelser væk, bliver de ikke væk. De bliver blot tavse og finder andre veje ud: som rastløshed, træthed, kynisme. At leve et helt liv er at give plads til hele følelsesregisteret – også de svære følelser.
Med andre ord er følelserne hverken gode eller dårlige – de er sande – i forhold til det, vi tænker. Spørgsmålet er, om vi så “tænker og tolker sandt?” “Sande følelser” – mit begreb – viser os, hvor vi står.
Det kræver mod at blive i dem, men det er netop i dette mod, mennesket bliver dybt.
Lisa Feldman Barrett – følelser som en social konstruktion
I de seneste år har forskningen udfordret Ekmans idé om universelle 6 grundfølelser. Den amerikanske neurovidenskaber Lisa Feldman Barrett har fremsat en teori, der vender op og ned på den klassiske forståelse.
Og jeg er vild med hendes tilgang!!
Hun siger at følelser er ikke biologiske fakta, men hjernens konstruktioner. Eller skrevet på en anden måde: – Følelser er sociale konstruktioner, og vi er ikke født med (grund)følelser. Vi har ”følelsesmæssige” gener, som er modtagelige over for lige præcis det, der gør, at vi kan udvikle følelser. Lige som et frø, der ligger i jorden, men som skal have den rette påvirkning, før det kan vokse op og ses.
Ifølge Barrett findes der ikke faste, universelle følelsesmønstre. Når vi mærker noget i kroppen – for eksempel en knude i maven, svedige hænder, en varm fornemmelse i brystet – forsøger hjernen at fortolke, hvad der sker.
Den bruger vores tidligere erfaringer, sproglige begreber og kulturelle kontekst til at give oplevelsen et navn, fx “vrede”, “glæde”, “sorg”.
Det betyder, at følelsen ikke opstår i kroppen – den skabes i hjernen.
To mennesker kan opleve den samme kropslige tilstand og kalde den vidt forskellige ting. Den ene siger: “Jeg er nervøs.” Den anden siger: “Jeg er spændt.” Kroppene føler ens, men meningen er forskellig.
Barretts teori udfordrer forestillingen om, at vi kan se følelser i ansigtet eller måle dem præcist i hjernen. I stedet peger hun på, at følelser er forudsigelser, og at hjernen gætter, hvad kroppen mærker, ud fra tidligere mønstre, som vi har lært af vores forældre (typisk).
Forståelsen gør noget vigtigt for os
– Den giver os et nyt ansvar. For hvis følelser er noget, vi er medskabere af, så kan vi også påvirke dem. Vi kan arbejde med vores fortolkning (tanker), vores sprog (især) og vores opmærksomhed. Der har vi igen vigtigheden af det sprog, vi har og bruger. Udvander vi de begreber, som fx følelser, tanker og værdier, risikerer vi ”åndeligt fattige”, efter min mening.
Med “åndelig fattig” mener jeg ikke noget nedsættende, men at der er risiko for mindre refleksion over livet, mindre oplevelse af forbundethed og taknemmelighed – eller et liv, der fungerer, men hvor man måske ikke oplever livet, hvor man lever. Måske mere som at man overlever.
Følelser bliver dermed ikke længere bare noget, der “sker” for os, men noget vi aktivt deltager i, skriver Barrett.
Det betyder ikke, at vi kan styre alt, men at vi kan møde vores eget og andres følelsesliv med større bevidsthed og nysgerrighed. Og en betydelig rummelighed, oplever jeg.
Et forskningsmæssigt bevis på, at følelser ikke er ”grundfølelser”, men sociale konstruktioner, er, at hos visse inuit-grupper (Utku eller Utkuhikhalingmiut) har man ikke et ord for vrede (på deres eget sprog) – og heller ikke følelsen eller oplevelsen af vrede! I hvert fald ikke som vi, i den vestlige verden, forstår vrede.
Et andet eksempel er Ifalik (i Mikronesien), hvor man heller ikke, i vestlig forstand, har et begreb som ”vrede”. Måske lidt tilnærmelsesvis. Men man har her omkring 31 ord, som handler om “indre tilstande” (såsom sult, kvalme, harm med mere), som VI ville kalde fysiske tilstande. Ikke følelser, men tilstande.
Som Barrett skriver:
”De har de samme biologiske fornemmelser, som i vores kultur kan danne grundlag for vrede. Men de har ikke det samme begreb om vrede – og derfor heller ikke den samme oplevelse af det.”
Barrett skriver videre: “Uden begrebet vrede oplever du ikke vrede – du oplever bare en kropslig tilstand, som din kultur hjælper dig med at fortolke på en bestemt måde.”
Hvor er forskningen nået til?
I dag lever vi med et både/og når det kommer til tanker og følelser.
Følelser er hverken “bare biologi” eller “bare tanker”.
De opstår i et dynamisk kredsløb mellem krop, hjerne, sprog og kontekst. Lisa Feldman Barrett beskriver, hvordan hjernen gætter mening ud fra kroppens signaler og situationen – et løbende, forudsigende arbejde.
Antonio Damasio minder os om, at kroppen ikke bare er baggrundsstøj; – somatiske markører kan guide valg, før vi finder ordene.
Joseph LeDoux nuancerer trusselsresponsen: amygdala registrerer relevans, men det, vi kalder “frygt”, kræver fortolkning. Og Richard Lazarus’ appraisal-tanke sætter spørgsmålene i centrum: – Hvad står på spil? Kan jeg gøre noget?
Den samme uro kan derfor blive til nervøsitet, forventning eller sorg, alt efter hvordan vi forstår den. Søvn og rammer skubber gættet i hver sin retning: Søvnmangel gør alt mere dramatisk; pauser, lys, bevægelse og trygge relationer dæmper støjen. Sproget hjælper os med at styre: Når “stress” kan opdeles i “bekymret”, “overvældet” eller “skamfuld”, bliver handlinger mere præcise—en pause, en grænse, en undskyldning, et opkald.
Misbruget af følelsesbegrebet
I dag lever vi i en tid, hvor følelser er blevet det nye argument.
I skrivende stund har DR et program, hvor parterapeuter ”konstant” bruger ”føler”. (https://www.dr.dk/drtv/saeson/dig-mig-og-jalousi_544210)
Det får mine små i nakken til at stritte!
Vi – her generaliserer jeg – siger:
“Jeg føler, at du tager fejl.”
“Jeg føler, at du burde forstå mig.”
“Jeg føler, at verden er uretfærdig.”
Vi bruger ordet “føler” i stedet for “tænker” – som om følelsen er mere autentisk og mere uangribelig.
Det er blevet en kulturel vane at “misbruge” sproget på den måde?
Måske fordi “jeg føler” lyder blødere end “jeg mener/synes/oplever/tænker”.
Det signalerer sårbarhed, åbenhed – men det kan også skjule magt, en magt som er uangribelig.
Når vi siger “jeg føler”, gør vi vores udsagn mere immune over for kritik.
For man kan jo ikke diskutere en følelse.
Eller kan man?
Men der sker noget problematisk: – vi forveksler, som skrevet, alt for ofte “følelse” med “tanke”.
Igen: – følelser er oplevelser i kroppen, tanker er fortolkninger i sindet.
Når vi siger “jeg føler, at du burde have gjort det anderledes”, er det i virkeligheden en vurdering, ikke en følelse. Den ægte følelse kunne være: “Jeg er vred, fordi du gjorde [eksempel]”
Denne forskydning i sproget risikerer at gøre noget ved os. Når vi kalder tanker for følelser, risikerer vi at miste kontakten til de egentlige følelser. Vi taler om dem, men mærker dem ikke – eller vi skaber mere forvirring for os selv og andre. Og samtidig ophøjer vi vores tanker til sandhed, fordi de lyder ”følelsesmæssigt legitime”.
Vi er måske på vej til at blive en kultur, der dyrker ”følelsen” som en absolut sandhed, men samtidig er vi blevet bange for dens dybde.
Vi siger “jeg føler”, men vi tør sjældent udtrykke hvad vi føler – og vise følelsen – for alvor?
Eller hvad?
21 sætninger, hvor “føler” betyder “tænker”
Her er tyve små eksempler på, hvordan vi i dag bruger følelsesordet som tankeord – hvor vi siger “føler”, men i virkeligheden mener “jeg tænker” eller “jeg synes”.
➡️ Jeg føler, vi burde gøre det anderledes.
➡️ Jeg føler, du misforstår mig.
➡️ Jeg føler, at han ikke kan lide mig.
➡️ Jeg føler, at hun overdriver.
➡️ Jeg føler, at dette ikke fungerer.
➡️ Jeg føler, at regeringen tager fejl.
➡️ Jeg føler, at du burde undskylde.
➡️ Jeg føler, at jeg ikke er god nok.
➡️ Jeg føler, det er for sent nu.
➡️ Jeg føler, du ikke lytter.
➡️ Jeg føler, vi skal gå en anden vej.
➡️ Jeg føler, at folk generelt er egoistiske.
➡️ Jeg føler, at det hele er meningsløst.
➡️ Jeg føler, han ikke forstår situationen.
➡️ Jeg føler, du altid afbryder mig.
➡️ Jeg føler, det er bedre at vente.
➡️ Jeg føler, at du burde vide det.
➡️ Jeg føler, vi ikke passer sammen.
➡️ Jeg føler, du er for følsom.
➡️ Jeg føler, at jeg har ret.
➡️ Jeg føler, du svigter mig.
Eksemplerne lyder måske alle umiddelbart som følelsesudsagn, men de beskriver tanker, vurderinger og holdninger.
Hvis vi i stedet sagde: “Jeg bliver trist, fordi jeg ikke bliver hørt” – så bevæger vi os tættere på den egentlige emotionelle oplevelse.
At genfinde følelsen
At arbejde med følelser handler ikke om at vælge de rigtige og forkaste de forkerte. Det handler om at lytte til dem alle. At acceptere dem. At forstå, at følelser ikke er svaghed, men informationer, pejlemærker – eller kompas, om du vil.
Vi lever i en tid, hvor vi på én gang taler mere om følelser end nogensinde og oplever dem mindre. Vi sætter ord på, men vi sætter sjældent tid af til stilhed, hvor vi faktisk kan mærke, hvordan de opleves i kroppen.
Vi har alt for travlt, fordi vi er i et accelererende samfund, som Hartmut Rosa skriver.
At oprigtigt opleve sine følelser kræver nærvær og ro. Det kræver, at vi ikke flygter fra ubehaget og det svære, men bliver stående midt i det. Når vi gør det, bliver følelser ikke længere farlige – de bliver meningsfulde. Omend det kan tage tid at acceptere.
Lisa Feldman Barretts forskning giver os et stærkt redskab: – viden om, at vi selv deltager i følelsens skabelse og derfor selv (også) må tage ansvar for, hvad vi føler. Det betyder også, at vi kan skabe mere plads til nysgerrighed og mindre plads til dom og fordomme.
Når du ser følelser som bevægelser, ikke som en identitet, bliver du mere fri. Du ér ikke dine følelser – du har følelser.
Følelsen som menneskets poesi
Følelser er livets poesi, hvis jeg skal være lidt abstrakt.
Følelser er de farver, som tanken alene ikke kan male med.
Følelser fortæller os, at vi er levende væsener i en konstant foranderlig verden.
At føle er at være i kontakt med det, der overskrider os: – med kærligheden, sorgen, vreden – og hvad har vi!!
Det er det sted, hvor mennesket stadig er natur – hvor kroppen svarer, før ordene når at forme sig.
Og måske er det netop her, vi finder balancen mellem videnskab og humanisme: – Videnskaben lærer os, hvad følelser er, men humanismen minder os om, hvorfor de betyder noget. (delvist citat af Antonio Damasio – professor i psykologi, neurologi og filosofi)
Vi føler, fordi vi eksisterer. Vi eksisterer, fordi vi føler.
Følelser er ikke blot små bølger i sindet. De er havet, vi svømmer i. De er både dybde og bevægelse, både storm og stilhed. Når vi lærer at forstå dem – ikke kun som biologi, men som fortælling, relation og mening – får vi adgang til en dybere form for menneskelighed og selvforståelse.
At føle er ikke at miste kontrol. Det er at tage del i livets rytme.
Når vi genvinder og accepterer følelsen, genvinder vi os selv og øger selvforståelsen.
Slutteligt skal du vide, at emnet om følelser er endnu mere komplekst end skrevet her – og kunne fylde mindst 20 gange så meget. Jeg har forsøgt at gøre det så enkelt og så overskueligt som muligt, men forskningen står i flere “hjørner i en boksering” og er ikke helt enige.
Fælles er det dog, at det er meget komplekst.
Vil du arbejde mere med følelser og tanker, så er du velkommen til at booke tid hos mig:
SMS: 40409547
MAIL: Niels@andtalk.dk
Læs mere om mig: www.andtalk.dk/profil/