Det er ikke altid problemet, der er problemet

Vi vil så gerne have det til at gå væk

Hvem vil ikke gerne have løst sine problemer?
Det vil jeg.
Og det helst ret hurtigt.

Hvis der fandtes en knap, jeg kunne trykke på, så tvivlen, usikkerheden, den dårlige samvittighed eller tankerne om ikke at slå til forsvandt, ville jeg da være fristet. Meget endda.
Men hvis jeg skal vælge, vil jeg faktisk hellere have hjælp til at forstå, hvorfor problemet er der, end bare få hjælp til at få det til at gå væk.

For det er ikke sikkert, at det, der larmer mest, også er det egentlige problem.

Måske kommer du for at få hjælp, fordi du har svært ved at sige fra. Du siger ja, selv om du mener nej. Du holder igen med din mening, fordi du ikke vil skabe dårlig stemning. Du lader andre komme lidt for tæt på dine grænser – eller ligefrem lader dine grænser overskride – og bagefter bliver du vred, ked af det eller frustreret over dig selv.
Så kunne vi selvfølgelig arbejde med at  du “bare” lærer at sige nej. Vi kunne finde nogle gode sætninger, tale om grænsesætning og øve, hvordan du kan stå mere fast.

Det kan være både nyttigt og nødvendigt.

Men jeg ville også blive nysgerrig på noget andet.

– Hvorfor er det så svært?
– Hvad sker der i dig, når du forestiller dig, at et andet menneske bliver skuffet, vred eller måske trækker sig, fordi du siger fra?
– Hvad er det egentlig, du bange for?

For måske handler problemet ikke så meget om, at du mangler en teknik eller en strategi til at sige nej. Måske handler det om, at du et sted i dit liv har lært, at det er tryggere at være den flinke, den pæne, den nemme, den loyale eller den, der ikke fylder for meget. Og så er vi pludselig et helt andet sted.

Det samme gælder lavt selvværd.

Selvfølgelig kan vi arbejde med selve selvværdet. Men hvis du gennem mange år har haft en grundlæggende fornemmelse af, at andre mennesker er lidt mere værd end dig, eller at du hele tiden skal bevise, at du er god nok, så er det vigtigt, at vi er nysgerrige på, hvor den oplevelse kommer fra.

Ikke fordi alting skal forklares med barndommen, og der er nødvendigvis ligger et stort traume gemt et sted.
Alle problemer har ikke en skjult og dramatisk årsag. Heldigvis. Så enkelt er mennesker heldigvis ikke skruet sammen.
Men vores reaktioner opstår sjældent helt ud af ingenting, så der er er som regel altid en historie, en sammenhæng eller et mønster bag, som er værd at kigge på

Og nogle gange er det, der giver dig problemer i dag, kunne også være noget, der engang hjalp dig.

Hvis du tidligere har oplevet, at konflikter førte til vrede, afstand eller kulde, kan du have lært at holde dig tilbage. Hvis du blev værdsat, når du var dygtig, sød, hjælpsom eller stærk, kan du have lært, at accept er noget, man skal gøre sig fortjent til.

Det virkede måske engang.

Men gamle strategier har det med at følge os, længe efter at de er holdt op med at være hensigtsmæssige.

Du kan være et voksent, selvstændigt og fagligt dygtigt menneske og stadig blive ramt urimeligt hårdt af kritik. Du kan vide med hovedet, at du godt må sige nej, samtidig med at noget i dig råber: “Pas nu på. De kan blive sure. De kan forlade dig. De kan synes, du er besværlig!”.

Det er dér, at samtalen mellem os, virkelig bliver interessant, og ikke kun hvordan får vi problemet til at forsvinde?
Men også: Hvad forsøger problemet egentlig at fortælle?

Vi lever i quickfixets tid

Vi er blevet meget glade for hurtige løsninger, for hvem vil ikke gerne komme hurtigt videre:
“Fem råd til bedre selvværd. Tre tricks mod overtænkning. Syv vaner, der ændrer dit liv. Tænk positivt. Slip det negative. Sæt grænser. Vælg glæden. Elsk dig selv. Kom videre.”

Jeg har ikke noget imod selv at få gode råd. Når de giver mening!
Jeg giver dem også selv, når de giver mening.

Men nogle gange kommer vi til at gøre mennesket – og dermed også os selv – alt for enkle. For et menneskeliv lader sig ikke altid ordne med den rigtige metode, den rigtige morgenrutine eller en ny måde at tænke på.
Nogle tilgange lover “Guld Og Grønne Skove”, “Bliv Den Bedste Version Af Dig Selv”, “Du Skal Lære At Tænke Anderledes”, og tilgange som Trin-modeller, NLP, “Ny Psykologi”…osv.
Vi er trods alt ikke en kaffemaskine, der bare lige skal afkalkes og genstartes, for at køre for fuld knald igen.

Der var engang, hvor filosoffer brugte hele liv på at undersøge, hvad et godt liv egentlig er, uden alt for meget ubehagelighed, fx Sokrates, Kierkegaard, Fromm, Martha Nussbaum for nu bare at nævne nogle ganske få.
Hvad et menneske skylder sig selv og andre. Hvordan vi lever med sorg, kærlighed, skyld, tab, ansvar, tvivl og dødelighed.

I dag kan man nogle gange få indtryk af, at det gode liv først og fremmest er et liv uden ubehag. At vi helst skal være (udelukkende) positive, motiverede, effektive og nogenlunde tilfredse det meste af tiden.

Men sådan er livet ikke!

Sorg gør ondt, fordi noget eller nogen har haft betydning.
Vrede kan opstå, fordi en grænse er blevet overskredet.
Skyld kan fortælle os, at vi har handlet imod vores egne værdier.
Angst kan være et alarmsystem, der er blevet lidt for følsomt.
Tristhed kan være en reaktion på tab, ensomhed, skuffelser, udmattelse eller et liv, der ikke længere føles rigtigt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare skal acceptere at have det dårligt, og lidelse SKAL tages alvorligt.
Men det er ikke det samme som, at enhver ubehagelig følelse og tanke skal bekæmpes eller fjernes så hurtigt som muligt. Nogle gange ligger der noget vigtigt i det, vi helst vil af med, og hvor vi kan/skal lære noget.

Det kan være fristende at betragte symptomet som fjenden, men symptomet kan også være – og er det ofte –  et signal. Noget i dig forsøger at fortælle dig, at noget ikke hænger sammen.

At du lever for langt væk fra dine egne behov.
At du bliver i noget, du burde forholde dig til.
At du endnu en gang gør dig mindre, end du egentlig er.
At du er blevet så vant til at tilsidesætte dig selv, at det næsten føles normalt.

Så måske skal vi ikke altid skynde os væk fra det ubehagelige. Måske skal vi nogle gange blive stående et øjeblik og spørge: – hvad handler det her egentlig om?

Samtalen som en udgravning

Jeg bruger nogle gange billedet var en jeg arkæologisk igang med en udgravning. Ikke fordi vi skal grave efter problemer for problemets skyld, og heller ikke fordi alt skal analyseres i stykker. Men fordi det, som vi først ser, ofte kun er det øverste lag.

Du kommer måske og siger:
– “Jeg overtænker alt.”
– “Jeg føler mig aldrig god nok.”
– “Jeg bliver ved med at havne i de samme relationer.”
– “Jeg bliver alt for vred.”
– “Jeg kan simpelthen ikke sige fra.”

Så begynder vi dér, men vi bliver ikke sjældent dér. Vi undersøger, hvornår det sker og hvad du tænker, føler, oplever og mærker. Hvad du gør og er du bange for et eller andet. Hvad du forventer af dig selv. Hvad du forestiller dig, der sker, hvis du gør noget andet, end du plejer.

Nogle gange viser der sig hurtigt en tydelig sammenhæng og andre gange er det mere rodet.
Der kan være mange rødder filtret ind i hinanden. Relationer, erfaringer, værdier, tab, selvforståelse, forventninger, personlighed og aktuelle belastninger kan påvirke hinanden på måder, der ikke lige lader sig skille ad.

Sådan er mennesker. Du og jeg! Og alle andre.

Det er også derfor, at samtaler kan se meget forskellige ud. Nogle gange har du først og fremmest brug for at tale og læsse af. For at få lov til at læsse af uden at skulle tage hensyn til den, der lytter – mig, i det her tilfælde . Uden at blive afbrudt af et “sådan har jeg det også” eller et “ved du, hvad du burde gøre?”

Det kan være en stærk oplevelse bare at blive lyttet til. Sårn rigtigt blive lyttet til.

Andre gange bliver samtalen mere som et spil bordtennis. Spørgsmål, svar, refleksioner og små udfordringer bevæger sig frem og tilbage.
Du siger måske noget, som du selv er vant til at sige, og som næsten er blevet en naturlov i dit hoved.

“Jeg skal jo også bare lære at tage mig sammen.” Og så kunne jeg finde på at stoppe dig og spørge:
“Hvor har du egentlig lært, at det er dét, der skal til?”
Et enkelt spørgsmål kan nogle gange åbne en dør, som har været lukket længe.

For en professionel samtale skal efter min opfattelse ikke bare bestå af venlig nikken.
Tryghed er vigtig. Respekt er vigtig. Men nysgerrighed og udfordring er også en del af det. For vi mennesker er fantastiske til at gå udenom.

Vi forklarer og vi rationaliserer. Og så skifter vi emne og kryber uden om. Laver sjov. Måske bliver vi meget intellektuelle, plus vi igen kryber udenom ved at taler om alle andre.
Andre fortæller den samme historie om sig selv så mange gange, at de til sidst glemmer, at det er en fortolkning og ikke nødvendigvis sandheden.

Det gør vi ikke, fordi vi er dumme, men fordi vi gør det ofte for at beskytte os selv. Problemet er bare, at den “beskyttelse”, der engang hjalp os, kan senere komme til at holde os fast.

Og nogle gange ligger der noget bagved, som gør ondt at se på.
– En gammel sorg.
– Skammen og skylden
– Vreden der aldrig kom helt frem.
– Oplevelsen af svigt.
– En ensomhed, vi har vænnet os til.

Eller måske den stille erkendelse:
“Jeg lever faktisk ikke det liv, jeg gerne vil leve – fordi jeg har tilpasset mig.”

Det kan være en smertefuld erkendelse, men ikke sjældent kan også være begyndelsen på noget nyt.

Det handler ikke om at blive problemfri

Noget af det særlige ved psykiske og følelsesmæssige problemer er, at de ofte følger med os, også når vi gør os umage for at komme væk fra dem. Vi kan skifte tempo, omgivelser eller fokus, gøre os travle, tænke mere positivt eller forsøge at tage os sammen, og nogle gange hjælper det faktisk lidt, men hvis det, der i virkeligheden gør ondt, stadig ligger under overfladen, så tager vi det som regel med os videre.

Det bliver en slags usynlig bagage, som måske ikke fylder bevidst hver eneste dag, men som alligevel påvirker den måde, vi reagerer på, de valg vi træffer, og de relationer vi indgår i. Jo længere tid vi går uden rigtigt at forstå, hvad der ligger bag, desto lettere kan det komme til at føles, som om vi slæber rundt på noget, der hele tiden gør os lidt tungere.

Derfor handler en god samtale heller ikke om at gøre dig problemfri, for det tror jeg hverken er muligt eller særligt meningsfuldt. Et menneskeliv rummer jo tvivl, sorg, vrede, usikkerhed og perioder, hvor vi ikke helt ved, hvad vi skal stille op med os selv, og det er ikke nødvendigvis tegn på, at noget er gået galt. Det er ganske enkelt en del af det at være menneske.

Det afgørende er derfor ikke, om vi kan undgå de svære følelser, men om vi kan blive bedre til at forstå dem, når de kommer, så vi ikke automatisk havner i de samme mønstre igen og igen. Når vi bliver mere nysgerrige på, hvorfor bestemte situationer rammer os så hårdt, eller hvorfor vi reagerer på måder, som vi bagefter ikke helt forstår, begynder der ofte at åbne sig noget nyt.

For mig er psykisk styrke ikke at være positiv, robust og i balance hele tiden. Det er snarere at kunne være i sit liv, også når det gør ondt, uden hele tiden at forsøge at flygte fra sig selv eller gøre de svære følelser til et tegn på, at man burde være et andet sted, end man er.

Mange bruger utrolig meget energi på netop den kamp. Vi synes, vi burde være kommet videre, at vi burde kunne klare det selv, eller at vi ikke længere burde være så kede af det, usikre eller vrede, og på den måde lægger vi et ekstra lag af kritik oven på det, der allerede er svært. Ikke alene har vi det skidt, vi kommer også til at slå os selv i hovedet med, at vi har det skidt, og det gør sjældent noget lettere.

Måske har du allerede forsøgt længe at forstå det hele på egen hånd. Du har tænkt, analyseret, talt med mennesker omkring dig og måske læst en del om det, du kæmper med, men alligevel oplever du, at du ender det samme sted igen. Det kan være frustrerende, fordi man godt kan forstå meget om sig selv uden nødvendigvis at kunne ændre det alene.

Og så er det måske ikke flere gode råd, du mangler. Måske har du mere brug for et sted, hvor der er ro, tid og plads til at undersøge det sammen med et andet menneske, som ikke bare ser på det konkrete problem, men også på den sammenhæng, det står i.

Det er noget af det, jeg hjælper med. Ikke ved at fortælle dig, hvordan du skal leve, og heller ikke ved at love dig en hurtig løsning, men ved sammen med dig at prøve at forstå det, der bliver ved med at fylde, gøre ondt eller gentage sig, så du gradvist får et tydeligere blik for, hvad der sker i dig, og hvad du måske kan gøre anderledes.

For et problem står sjældent alene. Det hænger sammen med dit liv, dine erfaringer, dine relationer og den måde, du gennem tiden har lært at forstå både dig selv og andre på, og derfor giver det heller ikke altid mening kun at spørge: Hvordan får jeg det her til at gå væk?

Nogle gange er det mere hjælpsomt at spørge: Hvad handler det her egentlig om?

Det spørgsmål løser ikke alt med det samme, men det kan være begyndelsen på, at noget langsomt begynder at ændre sig.

Hvis du kan genkende dig selv i noget af det her, og du har lyst til at undersøge det nærmere sammen med en professionel, er du meget velkommen til at kontakte mig på Niels@andtalk.dk.

Du behøver ikke have styr på det hele, før du kommer, for det er netop ofte derfor, en samtale giver mening.