Selvfordømmelse
Når du vender blikket mod dig selv
Der findes en smerte, som ikke kommer udefra, men indefra.
Det er den stille, næsten usynlige smerte, der rammer, når du vender blikket mod dig selv – og ikke bryder dig om det, du ser. Ofte endda langt fra, måske.
Selvfordømmelse er ikke bare en tanke.
Det er en måde at være i verden på.
Du måler dig selv, undervurderer dig selv, dit værd og din kunnen, og falder igennem i dit eget dommersystem.
Inde i dig er der en stemme, der konstant, med iver, minder dig om, at du burde have gjort det bedre, sagt det anderledes, været stærkere, roligere, klogere.
Det er en stemme der, som regel eller ofte lyder som sandheden, men i virkeligheden er et ekko fra fortiden.
Du lærte tidligt, at kærlighed og accept kunne være betinget!
Fx…
– “Du er sød, når du opfører dig pænt.”
– “Du er værdifuld, når du præsterer.”
… du kan selv fylde ord på!
Så du begyndte at styre dig selv med de fordømmelse, som du er vokset op med, fordi du troede, det var sådan, man bliver et godt menneske.
Men det var aldrig sandt, vel!
Det var bare det, du lærte.
Når fordømmelsen tager over
Når du dømmer dig selv, tror du måske, at du hjælper dig selv med at blive bedre.
Det er der nogle, som fortæller mig og beskriver i samtalerne.
Men i virkeligheden gør du dig mindre, på en meget hård måde.
Hver eneste gang, og det er derfor det virker sandt.
Selvfordømmelse hænger tæt sammen med en masse tanker om skam – og skam siger ikke:
– “Jeg gjorde noget forkert.”
Den siger: “Jeg er forkert.”
Når du tænker sådan, bliver det næsten umuligt at skelne mellem at fejle og at være en fiasko.
Det er en tung og ulidelig byrde at bære, for du bliver fanget i en spiral af endnu flere tanker om også at være utilstrækkelig, hvor du forsøger at kompensere, bliver udmattet – og så dømmer du så også dig selv for at være udmattet.
Det er vitterlig skruen uden ende.
Over tid lærer du at holde dig tilbage.
Du bøjer nakken.
Du tier, hvor du både burde og kunne sige noget.
Du siger ja, selvom du tydeligt mærker et NEJ.
Du knokler, fordi du tror, at hvile er et tegn på svaghed.
Og langsomt begynder du at forlade og miste dig selv, uden du selv opdager det.
Det paradoksale er, at selvfordømmelsen ofte udspringer af noget smukt.
Fordi du vil gerne være et ordentligt menneske.
Du vil tage ansvar, gøre dit bedste, være der for andre.
Men når du glemmer, at du også selv er et menneske, bliver idealet til en lænke.
Der findes ikke noget stærkere tegn på ansvar end evnen til at møde sig selv med mildhed.
For den, der møder sig selv med varme, omsorg og selvmedfølelse, bliver faktisk bedre til at møde andre på samme måde.
At forvandle selvkritik til selvmedfølelse
Selvfordømmelse kan ikke bekæmpes med mere kontrol. Den løsnes med forståelse.
Du kan ikke piske dig selv til ro, men du kan møde dig selv med nysgerrighed.
Psykologisk kaldes det self-compassion, og på god dansk selvmedfølelse.
Forskningen viser, at mennesker, der øver selvmedfølelse, ikke bliver selvoptagede eller i det mindste, så mindsker man risikoen for det.
De bliver psykisk mere stærke, mere ærlige – også overfor sig selv – og ansvarlige.
Selvmedfølelse har tre enkle dele:
- Venlighed mod dig selv – at tale til dig selv, som du ville tale til en ven, der kæmper.
- Fælles menneskelighed – at huske, at alle fejler. Ingen er alene om at kæmpe.
- Mindfulness – at opdage dine tanker og følelser uden at lade dem definere dig.
Prøv at lytte til tonen i din indre stemme.
Er den hård eller venlig?
Hvis den er hård, så reflekter: Hvad tror den, den beskytter mig imod?
Ofte prøver den at forhindre dig i at miste kontrol, respekt eller kærlighed.
Den vil hjælpe – den ved bare ikke hvordan.
Når du opdager, at din indre dommer faktisk prøver at passe på dig, begynder den at miste sin magt.
Du kan lytte til den uden at adlyde.
Du kan sige: Tak for din bekymring, men jeg vælger en anden vej nu.
At leve uden indre dom
At slippe selvfordømmelsen betyder ikke, at du opgiver ansvar.
Tværtimod!
Det betyder, at du tager ansvar for, hvordan du taler til og om dig selv.
Det er ikke flugt. Det er mod.
Det stille mod til at sige:
“Jeg gjorde mit bedste – og det er nok for i dag.”
“Jeg fejlede – men jeg er stadig værdifuld.”
“Jeg har brug for hvile – og det gør mig ikke svag.”
Du kan begynde med små skridt:
Stop op, når du mærker den indre dommer tale.
Sig til dig selv eller tænk: “Det her er svært lige nu. Men jeg er her.”
Når du taler til dig selv på den måde, begynder dit nervesystem at falde til ro.
Helt stille og roligt, så derfor skal du også være tålmodig.
Din krop forstår varme. Den kender forskellen på pisk og omsorg.
Selvmedfølelse handler ikke om at synes, at du er fantastisk.
Det handler om at turde være menneske, ganske enkelt – midt i alt det ufærdige.
*Carl Rogers skrev (min oversættelse):
“Det paradoksale er, at når jeg accepterer mig selv, præcis som jeg er – først da kan jeg forandre mig.”
Når du slipper dommen, åbner du for forandring.
Når du møder dig selv, begynder du at heles.
Og når du tør stå ved hele dig – styrker og sårbarheder, fejl og fremskridt – så bliver du mere fri.
*Carl R. Rogers: On Becoming a Person: A Therapist’s View of Psychotherapy (1961, Houghton Mifflin), “This Is Me”, side 17.
Carl Rogers (1902–1987) amerikansk psykolog og en af grundlæggerne af den humanistiske psykologi.
