Selvværd og tilknytning
Du kan godt have et “velfungerende” liv, set udefra og stadig gå rundt med en oplevelse ”indeni” af at være på prøve i livet.
Som om du hele tiden skal bevise, at du må være her.
At du ikke er for meget.
At du ikke bliver valgt fra, hvis du slapper bare lidt af og at du skal bevise, at du har en værdi.
Det kan være svært at sætte ord på, fordi det ikke altid opleves som en tanke, men en indre beredskabsplan, som er svær at finde en plads til. Dét er der bare!
Og her kommer en af de mest afgørende nøgler: – selv når du, som nu, er voksen, lever du ikke kun ud fra det, du ved om dig selv og andre.
Du lever også ud fra det, du lærte – tidligt i din barndom – om dig selv og andre.
I tilknytningsteorien kaldes man det “indre arbejdsmodeller”.
Et lidt tørt, stift ord for noget, der i praksis kan styre dit selvværd, dine relationer og din måde at passe på dig selv på.
De indre arbejdsmodeller er en usynlige manual
En indre arbejdsmodel er din ubevidste manual for, hvordan nærhed fungerer.
”Hvad kan jeg forvente af andre? Hvad kræver det af mig at høre til? Hvad sker der, hvis jeg har behov?”
Den manual bliver skrevet i mødet med de mennesker, du var afhængig af, i et eller andet omfang. Ikke primært gennem store dramatiske begivenheder, men gennem mange (tusinde?) små gentagelser.
Fx hvordan blev du mødt, når du var ked af det, når du var vred, år du var begejstret eller når du havde brug for hjælp?
Og det er netop her, tilknytningsteorien bliver relevant – helt kort og helt praktisk.
Tilknytning handler ikke kun om, om du blev elsket, men også om hvordan du lærte at være i kontakt.
Som barn danner du – og alle os andre – typisk et tilknytningsmønster, som en måde at søge tryghed på, når du bliver utryg.
Nogle lærer, at støtte som regel er tilgængelig, og kan derfor både være selvstændige og i relation.
Andre lærer, at de må klare sig selv, og lukker ned (et mere undgående mønster).
Nogle lærer, at kontakt kan forsvinde når som helst, og bliver ekstra opmærksomme på signaler og bekræftelse (et mere ængsteligt mønster).
Og nogle har oplevet, at den samme person både var tryg og utryg, hvilket kan give et mere desorganiseret mønster, hvor man svinger mellem at søge nærhed og beskytte sig mod den.
Pointen er ikke at sætte en etiket på dig, men at forstå dig selv og at dine strategier ofte er skabt for at sikre bedst mulig tilknytning.
Det betyder ikke, at din barndom “forklarer alt”, eller at du skal lede efter skyde skyld på dine forældre, fx.
Det betyder bare, at hjernen er praktisk!
Den bygger mønstre ud fra erfaringer, fordi det øger chancen for at overleve socialt. Og for et barn er tilknytning ikke bare hygge. Det er sikkerhed. Det er adgang til ro, beskyttelse og regulering. Derfor bliver strategier for at bevare kontakt ofte stærkere end strategier for at være tro mod sig selv.
Aha-spørgsmålene, der rammer lige dér
Hvis du vil give dig selv en ærlig og kærlig aha-oplevelse, så prøv at stille to spørgsmål, som mange aldrig rigtigt har stillet:
“Hvad lærte jeg om mig?”
Var jeg…
- værd at elske, bare fordi jeg var mig?
- til besvær, når jeg fyldte?
- én, der skulle præstere for at få varme og anerkendelse?
“Hvad lærte jeg om andre?”
Var andre…
- til at stole på?
- uforudsigelige?
- farlige – i betydningen kritiske, afvisende, utilregnelige eller fraværende?
Læg mærke til, at spørgsmålene ikke handler om, hvad dine omsorgspersoner mente. De handler om, hvad du konkluderede.
Børn konkluderer altid noget. Og konklusioner bliver ofte til identitet.
Hvis du for eksempel lærte: “Jeg er til besvær,” kan du som voksen blive ekstremt dygtig til at være nem. Nem at samarbejde med. Nem at være i forhold med. Nem at have som ven. Men prisen kan blive, at du risikerer at miste kontakten til dine egne grænser og behov i et eller andet omfang.
Hvis du lærte: “Andre er uforudsigelige,” kan du blive hyperopmærksom på signaler. Du læser stemninger hurtigt, mærker skift i tonefald, tjekker ansigter. Det kan ligne social intelligens – og det er en form for finfølelse – men det kan også være et alarmsystem, der aldrig helt slukker.
Din indre kritiker er ikke din fjende, men et gammelt ”sikkerhedssystem”
Mange oplever en indre kritiker, der lyder hård, skarp eller krævende.
Den ”siger” måske: – “Tag dig sammen. Du gør det ikke godt nok. Du må ikke fylde.”
Eller “Hvis du slapper af, falder alt fra hinanden.” … eller noget, der ligner.
Det kan opleves som selvhad, men ofte er det mere præcist at forstå kritikeren som et (gammelt) sikkerhedssystem.
For hvis du tidligt lærte, at du fik mere kontakt ved at være dygtig, rolig og stille, hjælpsom eller usynlig, så giver det mening, at en del af dig stadig prøver at presse dig ind i den form.
Kritikken er ikke (nødvendigvis) sandheden om dig. Den kan være et forsøg på at undgå afvisning. Et forsøg på at sikre en tæt tilknytning.
Problemet er bare, at det system ofte kører på skam og skyld.
Skam er oplevelsen af, og tankerne om, at være forkert.
Skam er ikke det samme som skyld.
Skyld har med dine handlinger at gøre.
“Jeg gjorde noget dumt.”
Skam: “Der er noget dumt ved mig.”
Skam kan få dig til at krympe dig, forklare dig, undskylde for din eksistens, eller blive overansvarlig for andres følelser.
Og skam trives særligt godt sammen med et bestemt mønster: pleaser-adfærd.
Pleaser-mønstre: når du bytter dig til ro
Pleaser-mønstre bliver ofte misforstået som venlighed. Men pleaser-mønstre handler typisk ikke om generøsitet. De handler om sikkerhed.
Pleaser-delen i dig har en logik, der kan lyde sådan her:
- Hvis jeg gør mig nem, bliver jeg ikke forladt.
- Hvis jeg tager ansvar for stemningen, bliver der fred.
- Hvis jeg gætter, hvad du har brug for, behøver du ikke blive skuffet over mig.
- Hvis jeg ikke stiller krav, risikerer jeg ikke at få nej.
Det er en smart strategi for et barn, der er afhængig af relationen. Men som voksen kan den strategi blive en fælde: Du kan få relationer, hvor du er “værdifuld”, men ikke rigtig set. Du bliver den, der giver, hjælper, fikser, tilpasser. Og indeni kan du gå rundt med en stille vrede eller tomhed, fordi du aldrig helt kommer med.
Det særlige ved pleaser-mønstre er, at de ofte fungerer. Du får måske ros. Du får brugbarhed. Du får plads. Men du får ikke nødvendigvis tryg tilknytning – du får en plads på betingelse af, at du bliver ved med at levere den version af dig, som andre kan lide.
Så hvordan arbejder du med dig selv – i praksis?
Det vigtigste er, at du ikke bare prøver at “tænke dig ud af det”. Indre arbejdsmodeller sidder ikke kun i ord. De sidder i kroppen, i automatiske reaktioner, i det du gør, før du når at vælge. Arbejdet handler derfor om at skabe nye erfaringer – små, konkrete, gentagne – hvor du både kan være i relation og være dig.
Her er en måde at arbejde med det på, som både er enkel og dyb:
Læg mærke til mønsteret uden at skælde ud
Når du bliver trigget, så prøv at skifte fra dom til nysgerrighed:
Hvilken historie dukker op? (“Jeg er for meget”, “De bliver sure”, “Jeg bliver valgt fra”)
Hvad får jeg lyst til at gøre? (undskylde, forklare, fikse, trække mig, præstere)
Hvad sker der i mig lige nu?
Bare det at kunne se mønsteret, før du smelter sammen med det, er et stort skridt. Det er her, du begynder at få et valg.
Find den gamle læresætning
Reflektér over hvilken sætning – eller sætninger – fra din indre manual er aktiveret?
“Jeg skal være dygtig for at være værd at elske.”
“Jeg må ikke belaste andre.”
“Hvis jeg siger nej, mister jeg relationen.”
“Andre kan ikke håndtere mine følelser.”
Du skal ikke bevise, at sætningen er forkert. Du skal bare se, at den er en sætning – ikke dig eller din identitet.
Mød den indre kritiker med (en ny) autoritet
I stedet for at diskutere med kritikeren, kan du svare med en rolig, voksen stemme – for det er DIG, der bestemmer:
“Tak. Jeg kan godt høre, du prøver at beskytte mig.”
“Jeg forstår, du er bange for afvisning.”
“Men jeg må gerne være menneske, også når jeg ikke præsterer.”
Jeg syntes selv, at den her egendialog lød lidt mærkelig og kunstigt kunstigt første gang, jeg stiftede bekendtskab, fordi din krop måske stadig forventer, at kærlighed er noget, du skal fortjene. Men du bygger nye spor ved gentagelse.
Træn dine grænser
Du behøver ikke starte med store konfrontationer.
Start med små grænser, der er realistiske.
Lad der gå 10 minutter, før du svarer ja.
Sig: “Jeg skal lige mærke efter.”
Vælg én situation om ugen, hvor du ikke forklarer dig.
Sig nej til noget lille og se, at relationen kan overleve.
Du lærer din hjerne: “Jeg kan sætte grænser og stadig høre til.”
Øv dig i at tage imod
Her lyder det også banalt, men for mange er det mere sårbart at tage imod end at give. Prøv:
– at sige “tak” uden at afvise komplimentet
– at bede om hjælp med noget konkret
– at dele tanker og følelser uden at pakke det ind i humor eller undskyldninger
Med øvelse vil det være en konkret “opdatering” af din indre arbejdsmodel: “Andre kan og vil være der for mig.”
Det handler ikke om at få perfekte relationer – men om at få mere frihed
Når du arbejder med selvværd og tilknytning på den her måde, handler det ikke om at “fikse” dig selv. Det handler om at stoppe med at leve som om du hele tiden skal gøre dig fortjent til at være i kontakt.
Du kan begynde at opdage et skifte fra “Hvordan undgår jeg at tænke, at jeg er forkert?” til “Hvordan kan opleve mig selv at være ok, også i relationer? Også når jeg begår fejl?” – for fejl, det vil du begår.
Og ja, der vil være dage, hvor den gamle manual vinder. Både hvor du pleaser og hvor har lyst til at falde i et med væggen og du krymper dig. Kritikeren kan stadig larme ind i mellem. Men det betyder ikke, at du er røget tilbage til start. Det betyder bare, at du har et gammelt system, der stadig tror, det hjælper dig.
En invitation
Måske er din største aha-oplevelse ikke, at du har mønstre. Det har vi alle.
Måske er din største aha, at mange af dine mønstre faktisk er “kærlighedsstrategier”.
De er forsøg på at holde fast i kontakt. Forsøg på at sikre dig en plads.
Men du er ikke et barn længere, der skal overleve på relationens betingelser.
Du må gerne være voksen i dit eget liv.
Så prøv at tage de to spørgsmål med dig igen – og mærk efter, hvad de vækker:
Hvad lærte jeg om mig selv?
Hvad lærte jeg om andre?
Hvad siger min fornuft (lyt lidt mindre til dine følelser)
Og tilføj et tredje, som kan blive dit nye vendepunkt:
Hvad vil jeg lære mig selv nu – gennem den måde, jeg behandler mig selv på?
For det er dér, det begynder at ændre sig!
Ikke når du endelig bliver “god nok”, men når du øver dig i at leve, som om du allerede er værd at elske.
For det er du, for det handler ikke om at fortjene det.
Men husk nu tålmodigheden!!
For “magien” sker ikke fra den ene dag til den anden.
Det er, som alt andet, en proces, og processen er langt vigtigere end målet. Har du fokus på målet, bliver du utålmodig – og typisk skuffet over, at det tager tid. Alt for lang tid.
Fokus på processen!!
Ok?!
Book en uforpligtende samtale via telefon.
Kontakt:
Mail: Niels@andtalk.dk
sms: 40409547
—————————
YDELSER
Den evidensbaseret coaching- og ledelsesbaseret uddannelse
Kilder og links:
Selvmedfølelse
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35344463/
https://sedlpubs.faculty.ucdavis.edu/wp-content/uploads/sites/192/2015/04/ThompsonAHDintro2008.pdf
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/29494853/
https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC5600694/
https://self-compassion.org/wp-content/uploads/publications/Gilbert.Procter.pdf
Bog du kan læse:
https://www.bog-ide.dk/produkt/460555/anders-broberg-tilknytning-i-praksis-haeftet/1658892