HVAD ER SORG?

Sorg er en naturlig, men kompleks psykologisk og biologisk reaktion på tab. Det kan være tabet af en person, en relation, et livsvilkår eller en drøm.

Videnskabeligt set er sorg ikke en sygdom, men en tilpasningsproces, hvor hjernen og kroppen forsøger at forstå og bearbejde forandringen.

Neurologisk involverer sorg flere dele af hjernen – især det limbiske system, som styrer følelser.

Amygdala aktiveres ved følelsesmæssig smerte, mens præfrontal cortex forsøger at regulere reaktionen. Det kan forklare, hvorfor man i sorg både kan opleve stærke følelsesudbrud og samtidig have svært ved at tænke klart eller tage beslutninger. Kroppen reagerer også: niveauet af stresshormonet kortisol stiger, immunforsvaret svækkes midlertidigt, og søvnrytmen forstyrres.

Sorg mærkes derfor både i sindet og i kroppen.

Psykologisk set beskrives sorg ofte som en proces med faser eller tilstande: chok, benægtelse, vrede, forhandling, depression og – for nogen – accept. Men nyere forskning viser, at sorg ikke nødvendigvis følger en lineær rækkefølge. Den bevæger sig i bølger, hvor savn og længsel kan dukke op længe efter tabet.

Sorg er en måde, hjernen bearbejder et brud på tilknytningen. Ifølge tilknytningsteori er sorgen et udtryk for den smerte, det giver, når en vigtig tilknytningsperson forsvinder. Set i det lys er sorg ikke kun smerte – det er også et vidnesbyrd om kærlighed.

Filosofien & sorgen.

Filosofien har i høj grad beskæftiget sig med sorg – både som menneskelig erfaring og som eksistentielt fænomen.
Sorg er blevet forstået som mere end en følelsesmæssig reaktion; det er et spejl af, hvad der betyder noget for os, og hvad det vil sige at være menneske i en verden, hvor alt er foranderligt og dødeligt.

Søren Kierkegaard skrev om “fortvivlelse” og “lidelse” som eksistentielle grundvilkår. Hos ham er sorg tæt forbundet med den enkeltes møde med døden, tabet og meningen med livet. Han mente, at sorg kan vække os til større bevidsthed om os selv og vores ansvar i livet – og dermed føre til personlig og åndelig udvikling.

Martin Heidegger, en anden central skikkelse, så sorgen som en del af det, han kaldte “væren-mod-døden”. I Væren og tid beskriver han, hvordan mennesket kun for alvor bliver bevidst om sin egen eksistens og frihed i lyset af døden – både sin egen og andres. Sorg konfronterer os med det faktum, at vi ikke har kontrol over alt, og at vores liv er midlertidigt.

Simone Weil og C.S. Lewis har også skrevet stærkt og personligt om sorg. Weil så lidelse som en mulighed for åndelig klarhed, mens Lewis i A Grief Observed beskriver sin egen sorgproces efter sin kones død. Han skildrer, hvordan tab ryster selv den stærkeste tro og får os til at se kærlighed og liv i nyt lys.

Filosofisk set er sorg ikke kun noget, vi skal “komme os over” – hvad det heller ikke er i psykologien – det er et udtryk for kærlighed, tilknytning og det meningsfulde i vores relationer. Mange tænkere, både klassiske og moderne, peger på, at sorg også kan være en vej til visdom, dybere medfølelse og forståelse for livets skrøbelighed. Det smertefulde tab minder os om, at det vi mister, faktisk har haft betydning – og det i sig selv er et menneskeligt håb.

SORGENS FASER

– Når vi mister nogen, og samtidig en del af os selv

Når vi rammes af sorg, handler det ikke kun om at have mistet et andet menneske, en relation eller en drøm. Det handler også om at have mistet en del af sig selv. For vi bliver ikke os selv i et tomrum. Vi bliver os selv i mødet med andre.

Derfor kan sorg også føles som et identitetstab. Som om man står tilbage og tænker:

– Hvem er jeg nu, uden det – eller den – jeg havde?

Vi forstår os selv gennem de mennesker og sammenhænge, vi er en del af. Når en relation forsvinder, mister vi også det særlige spejl, som den person holdt op foran os. Den udgave af os selv, vi kun var i dét forhold. Og det skaber et tomrum – ikke kun i verden, men også i os.

SORGENS FEM FASER

En af de mest kendte modeller til at beskrive sorgens indre bevægelser er Elisabeth Kübler-Ross’ fem faser.

De blev oprindeligt udviklet i arbejdet med døende, men er siden blevet anvendt bredere – på alt fra dødsfald til skilsmisser, tab af helbred, livsforandringer og eksistentielle kriser.

Faserne skal ikke forstås som en lineær oplevelse af tanker og følelser, man bevæger sig op ad, men som forskellige tilstande, man kan pendle imellem – nogle gange flere gange – alt efter livssituation, relation og personlighed.

Der findes ikke én rigtig måde at sørge på.

BENÆGTELSE

“Det kan ikke passe.”
Man har svært ved at forstå eller acceptere det, der er sket. Det hele føles uvirkeligt. Benægtelsen er ikke et svaghedstegn – det er en psykologisk beskyttelse, som giver os tid til langsomt at indse virkeligheden.
Den kan vise sig som følelsesløshed, praktisk handlekraft eller følelsen af at være ved siden af sig selv.

VREDE

“Hvorfor sker det her for mig?”
Vreden kan rette sig mod andre, mod sig selv eller mod selve livet.
Den kan føles urimelig, men er en del af den indre reaktion på uretfærdighed, smerte og afmagt. Under vreden gemmer sig ofte sårbarhed og sorg.

At få lov at udtrykke vreden – trygt og uden skam – er en vigtig del af bearbejdningen.

FORHANDLING

“Hvis bare… så kunne det være anderledes.”
Man prøver at genvinde kontrol – i tankerne eller i bøn. Det kan handle om skyld, om at gå tilbage og gentænke forløbet. Det er en måde at forsøge at genoprette det, der ikke kan gøres om. Det kan føles både håbefuldt og frustrerende, og tankemønstret kan gentage sig som en indre forhandling med skæbnen.<

DEPRESSION

“Det nytter ikke noget.”
Virkeligheden rammer. Tomhed, håbløshed og stilhed kan fylde meget. Dette er ofte den mest stille fase – hvor energien svinder, og sorgen mærkes allermest.

Det er ikke nødvendigvis en klinisk depression, men en naturlig, meget dyb sorgreaktion.

Mange trækker sig fra andre og vender blikket indad.

Det er en del af helingsprocessen, selv når den føles tung.

ACCEPT

“Det er sket – og jeg lever videre med det.”

Accept betyder ikke, at man er “okay” med det, der er sket.

Det betyder, at man begynder at leve med det. At forsone sig. Finder måder at bære det med sig.

Og måske begynder at skabe mening og ny retning, midt i alt det, man aldrig bad om.

Accept er ikke slutningen på sorgen – men begyndelsen på en ny fase, hvor livet langsomt får plads igen.

Det kan være, man begynder at genoptage hverdagsrutiner, opsøge nye relationer eller mærke glæde i glimt – uden dårlig samvittighed.

Accept er ofte skrøbelig og sniger sig frem stille, som en blød bevægelse mod håb og tilstedeværelse. Ikke i stedet for sorgen, men ved siden af den.

SORG ER IKKE EN LIGE VEJ.

Det er vigtigt at vide, at sorg ikke følger en bestemt rækkefølge. Mange går frem og tilbage mellem faserne – eller oplever nogle faser tydeligt og andre slet ikke. Ingen sorgproces er ens. Ingen sorg er “forkert”.

Nogle mærker sorg som en stille tåge, andre som et følelsesmæssigt stormvejr.

Den kan komme i bølger, forsinke sig eller blusse op længe efter, man troede, man var videre.

Sorgens bevægelser afhænger af relationens betydning, tidligere tab, personlighed, støtte – og tid. Du sørger, som DU sørger.

Og det er okay.

Den værste sorg er den sorg, du har lært dig selv at skjule

Nogle sorger kan du kender du sikkert: dødsfald, skilsmisse, sygdom.

Andre er stille. Uden navn. Uden ord.
Det er den sorg, du gemmer bag et smil. Den, du har lært at skjule, fordi du tror, du skal være stærk. Måske for ikke at belaste andre. Måske fordi du ikke selv helt forstår, hvad der gør ondt.

Men sorg, der ikke bliver mødt, forsvinder ikke. Den sætter sig i kroppen som træthed, uro eller meningsløshed.
Opgivenhed….

Du fungerer måske fint udadtil, men indeni er der noget, der tynger.

En ensomhed. En afstand til dig selv. Når du ikke giver sorgen plads, får den heller ikke mulighed for at bevæge sig.

Den bliver siddende som en indre spænding – og stjæler langsomt din energi.

Du behøver ikke store ord.

Nogle gange begynder det med at sige: “Det gør ondt.” Eller: “Jeg savner.” Du må godt sørge – også selvom ingen andre kan se, hvad du har mistet. Du må godt give slip på ideen om, at du altid skal have styr på det hele. Måske især når det gælder sorgen.

Sorg har brug for luft.
Den har brug for tid og for nogen, der lytter, og som ikke kommer med “gode” råd.

Når du begynder at dele det, der gør ondt, bliver det ofte lidt lettere at bære. Ikke fordi smerten forsvinder, men fordi du ikke længere bærer den alene.

Du må gerne være sårbar. Det er ikke et tegn på svaghed – det er et tegn på mod.

Det er først, når du holder op med at skjule sorgen, at du virkelig begynder at hele.

Den sorg, ingen spørger til.

Der findes en sorg, som sjældent bliver mødt.
Ikke fordi den er mindre vigtig, men fordi den er mindre synlig.

Det er sorgen, ingen spørger til.
Den, der ikke har en klar årsag.
Den, du ikke helt selv kan forklare .
Måske har du ikke mistet nogen.
Måske er det noget i dig selv, der er væk.
Noget du havde håbet på, men som aldrig blev.

En oplevelse af mening, et fællesskab, et glimt af retning i livet, som heller ikke blev til noget.
Og fordi du stadig står op hver morgen, går på arbejde, smiler, så er der ingen, der spørger dig, om du sørger! Om du er ok?

Og du selv har måske heller ikke helt turdet give sorgen et navn, hvis den da HAR et navn?

Men kroppen ”ved” det!
Den ved det, længe før du selv bliver bevidst om det.
Sådan ér der nogen, der har det

Den viser det som træthed, som uro, som manglende lyst.
Det begyndte måske med, at du oplever dig, som ved siden af dig selv.
Som om livet kører videre uden dig, i en anden hastighed, men du kan virkelig ikke følge med, eller du står stadig lammet tilbage på perronen, kom hverken med det ene eller det andet tog.

Der er noget, der gør ondt, uden at du kan pege på, hvor smerten sidder.
De fleste af os har lært, at sorg skal have en grund – så bliver det ofte også nemmere at håndtere den: -fx efter dødsfald, en skilsmisse eller en diagnose.

Men nogle af de tungeste sorger kommer ikke med overskrifter. De kommer som en stille afstand til dig selv. En indre knude, som ingen spørger ind til – heller ikke du selv?

Den slags sorg – og måske også andre sorger, det kommer an på vedkommende – har brug for noget særligt.

Ikke løsninger.
Ikke forklaringer.
Men plads. Masser af plads.
Et rum, hvor du ikke skal forklare, hvorfor du føler, tænker og oplever, som du gør.

Hvor du kan sige: “Jeg er ked af det,” uden at vide præcis hvorfor.
Og hvor ingen svarer: “Men det skal jo nok gå. Det bliver jo bedre. Smil, så skal du se. Det er jo sommer og der er friske jordbær!”

Du må GERNE sørge, selvom du ikke har mistet noget, andre kan se.
Du må gerne være helt vildt træt af at være stærk – i øvrigt, så andre heller ikke stærke hele tiden.
Du må, i den grad, gerne være piv-træt af at (skulle) tage dig sammen.
Du må gerne savne noget, du aldrig fik.
Eller have oplevelsen af at være tom, komplet tom, uden at forstå hvorfor.

Sorg handler ikke kun om fortiden.

Den kan også handle også om det, du troede, livet skulle være eller som det måtte byde dig.
Det, du længtes efter.
Det, du byggede håb og drømme op omkring – og som nu ligger i stumper i din mave, i dirt bryst. Men nu ligger det, gud hjælpe mig også på gulvet. I millioner at stykker.
Det er også en slags tab. Et kæmpe tab. Og det fortjener også at blive mødt, selvom meningen ”med det hele pludselig forsvandt”.

Når du begynder at sætte ord på det ordløse, uanset hvor vrøvlet og usammenhængende det måtte lyde, vil du kunne begynde at trække vejret lidt friere. Ikke med det samme, det kan tage tid. Det vil tage tid.

Du skal ikke fikse noget, men du skal f*mer være ærlig over for dig selv – og måske – over for et andet menneske.
Et menneske, der tør lytte til dig, uden at dømme og som ikke giver gode råd.
Som tør være til stede i det, der ikke skal fikses, men bare rummes.
For det er ikke al sorg, der skal forsvinde her og nu.
Nogle sorger skal bare have lov til at være.
Og blive båret sammen med nogen.

Så bliver det måske et liv, hvor du kun skal overleve, men hvor der også er plads til livet.
Et liv med mening.
Jeg har været SÅ privilegeret, at jeg har støttet en del, der har oplevet ovenstående.

Sorg er ikke bare følelser og tanker, det er også kaos.

Sorg er ikke én ting.
Det er vi vist enige om, os der har oplevet den.
Det er mange ting på – én gang.
Et virvar af følelser, der ikke kan sorteres.
Som JEG oplever den
Savn. Vrede. Tomhed. Lettelse. Skyld. Skam. Håb.
Og, især, meningsløshed.

Du ved måske ikke engang, hvad du føler – kun at noget er forandret. Noget mangler. Noget som gør pokkers ondt.
Og du kan heller ikke altid finde ordene.

For sorgen lever ikke nødvendigvis i sproget, som måske ville gøre det lidt lettere.
Den bor i kroppen.
Som en knude i maven og en stærk trykken for brystet.
Og jeg oplever det som træthed, jeg bare ikke kan sove væk.

Og når man endelig prøver at sætte ord på, føles det forkert.
Enten for voldsomt.
Eller for småt.
Ikke tilstrækkeligt eller endnu mere overvældende.

Og du?
Du tier måske.
Skubber det væk. Lader som om du har det fint.
Og alligevel er der noget i dig, der hele tiden forsøger at finde fodfæste i det, der ikke giver mening – i det meningsløse, men hvordan pokker skal man stå fast i noget, der er (menings)løst?

Sorg er kaotisk, fordi den ikke følger regler.
Den kommer og går, uforudsigeligt.
Du kan føle dig okay den ene dag – og være hårdt ramt til tårer af en sang, en lugt, en tanke, den næste dag.
Det er ikke dig, der er ustabil.

Det er sorgen, og den der er levende.

Du behøver ikke forklare alt.
Nogle gange er det nok at sige: “Jeg kan ikke finde rundt i det.”
Eller: “Det hele føles forkert.”
Det er også sorg.

At være i tvivl.
At længes.
At være vred på dem, man savner.
At føle lettelse – og at få dårlig samvittighed, skyld og skam over det.
Det er godt nok ikke nemt, fordi….

Der findes ikke én rigtig måde at sørge på.

Men der findes forkerte krav – som det, at du skal “komme videre”, “være stærk” eller “tage dig sammen”.
Det har vi været igennem..
Men når du får lov at mærke sorgen – uden at blive presset til at forstå den eller pakke den væk – så begynder den – måske – langsomt at finde sin plads?
Ikke fordi den forsvinder.
Men fordi du ikke længere er alene med og om den.

Når sorgen føles forkert

Der findes en sorg, der ikke bare gør ondt – men også opleves forkert.
Ikke fordi den ikke er ægte, men fordi den er omgærdet af spørgsmål, skyld, uforståelighed og skam.
Er det ikke for meget?
Har jeg ikke sørget længe nok?
Har jeg overhovedet lov til at have det sådan her?

Mange bærer ikke kun på tab, men også på tvivl.
En (konstant?) oplevelse af, at sorgen skal forklares, forsvares, som helst skal forsvinde hurtigt og lydløst.

Vi lever i en kultur, hvor ”robusthed” er en dyd, og hvor “at komme videre” næsten er et krav.

Som om styrken ligger i at lukke døren og gå, og ikke i at blive stående og mærke efter og acceptere.
Men sorg er, for det første, ikke en svaghed. Sorg er en naturlig reaktion på noget, der har betydet noget.
Den er et vidnesbyrd om kærlighed, tilknytning og mening.
Nogle sorger er synlige – og får plads.
Men andre rammer et sted, hvor det ikke er helt til at sætte ord på.

Når vi mister et menneske, er det også en del af os selv, vi mister.
En rolle. En spejling. En betydning og en identitet.

”Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere er nogens datter, ægtefælle, leder, kollega?”

Sorgen bliver ikke kun et spørgsmål om fravær, men også om forandring.
Du kan pludselig føle dig fremmed i dit eget liv. Ikke fordi du har glemt, hvem du er – men fordi du er i færd med at blive til noget nyt.
Og det gør ondt. For nogle.
Mange oplever netop dér en særlig form for stilhed – både udefra og indefra.

Omgivelserne spørger måske ikke længere ind. Og du selv tøver med at tage sorgen frem igen.
Du ved ikke, om du “må” sørge.
Om du tager for meget plads.

Men der findes INGEN udløbsdato på en sorg. Den bevæger sig ikke i faste faser, men i bølger. Den er heller ikke et projekt, der kan afsluttes, men en bevægelse, der kan rummes, hvis det giver mening.
Og midt i alt det stille, uformulerede – der kan håbet begynde. Ikke som et hurtigt plaster. Men som en mulighed for at finde hjem i dig selv igen.

Håb opstår ofte i de øjeblikke, hvor nogen tør lytte uden at ville fixe. Hvor du selv tør lade sorgen være der, uden at presse den væk. Det er ikke al sorg, der skal “løses”. Men den kan forandres, når den bliver mødt – med mildhed, nysgerrighed og tid.
Du behøver ikke være færdig med at sørge for at begynde at leve igen.
De to ting kan godt eksistere side om side.
Og du må gerne være i tvivl undervejs, for det er vi flere, der oplever.
Det er menneskeligt at sørge.
Og modigt at stå ved det.

At miste sin identitet i sorgen

Sorg handler ikke kun om det, vi har mistet udenfor os – en person, en relation, en fremtid. Den handler også om det, vi mister indeni. For når vi sørger, mister vi ofte ikke kun nogen – vi mister også noget i os selv. En rolle. En spejling. Et sted, vi kunne hvile vores blik og se os selv med andres øjne. Den udgave af os selv, vi kun var i netop dét fællesskab, i dén relation.

Når nogen, vi har haft tæt inde på livet, forsvinder, forsvinder også den identitet, vi havde i samværet med dem. Det kan være den trygge rolle som nogens datter. Nogens partner. Nogens fortrolige. Den, man kunne ringe til på vej hjem. Den, der blev grinet med. Set. Spejlet. Den, der var vigtig – ikke bare for sig selv, men for nogen. Når det forsvinder, opstår der et tomrum, som ikke kun handler om savn, men om desorientering. Hvem er jeg nu?

Det er måske noget af det mest sårbare ved sorg. Ikke alene at mangle den anden – men at mangle sig selv i fraværet. Det kan føles som at blive fremmed i sit eget liv. Du står op, går på arbejde, taler med andre – og alligevel føles det som om, du ikke helt er der. Som om noget i dig stadig står tilbage et andet sted. Fastfrosset. Tavs.

Den slags sorg er svær at forklare. Ikke fordi den ikke er reel – men fordi den glider udenfor sproget. Hvordan fortæller man, at man ikke længere ved, hvem man er? At man savner ikke bare den anden, men sig selv sammen med den anden? At man længes efter en måde at være i verden på, som ikke længere er mulig?

I vores kultur taler vi tit om at “komme videre”. At “finde sig selv” igen. Men sandheden er, at det tager tid. Og nogle gange bliver man ikke den samme igen – og det er måske heller ikke meningen. Måske handler det ikke om at vende tilbage til en tidligere version af sig selv, men om at opdage, at man også kan være sig selv i en ny udgave. En mere sårbar, mere erfaren, mere rundet udgave. En, der ved, hvordan det føles at miste fodfæste – og langsomt genvinde balancen, uden at glemme, hvad der blev tabt.

At miste sin identitet i sorgen er ikke et svaghedstegn. Det er et menneskeligt vilkår. Det fortæller os, at vi ikke er skabt til at stå alene. At vores identitet formes og næres i mødet med andre. Og at når noget i det møde går i stykker, må vi have lov at vakle. Søge. Leve i det uvisse.

Men i det uvisse bor også muligheden. For at genfinde sig selv – ikke som før, men som et menneske, der har sørget. Som har mistet – og alligevel stadig står op, dag efter dag. Med hjertet lidt blødere. Med blikket lidt dybere. Med en ny stemme indeni, der stille hvisker: “Du er her stadig. Og du må gerne tage den tid, du har brug for.”

Afslutning

Sorg er et tegn på, at noget eller nogen har haft betydning.
Stor betydning, som jeg oplever det.

Og selv når vi ikke forstår den, ja selv når den opleves urimelig, for voldsom eller for stille – så vidner den om, at vi har elsket, håbet og været forbundet.

Elsket, håbet og forbundet!

Sorgen gør ondt, fordi livet har gjort et indtryk.

Der findes ingen rigtige eller forkerte sorger.
Ingen måder, du bør eller skal sørge på.

Der findes kun dét, DU oplever – og det, DU bærer med dig.
Og selvom det kan føles ensomt, så er du ikke alene. Mange af os kender dén knude i maven, den tyste tomhed, det stumme råb indeni, hvor krop og hoved kan være ved at sprænges.

Men der er håb.
Ikke nødvendigvis i at noget bliver, som det var – det har jeg aldrig oplevet – men i, at du kan leve videre med det, der ikke kunne ændres. At sorgen, på et eller andet tidspunkt, kan finde sin plads, side om side med glæde, mening og nye begyndelser.

Du behøver ikke forstå det hele – det har jeg stadig ikke gjort!
Du skal ikke fikse noget.
Men du må gerne tage dig selv alvorligt og tage et ansvar, når du er klar til det.
Lade sorgen få luft, hvilke JEG synes har været befriende et stykke tid.
Lade livet få plads igen, måske finde mening i meningsløsheden – i dit tempo, på din måde.

Og en dag mærker du måske, at hjertet, trods alt, stadig banker.
At du stadig er her.
Det er begyndelsen.

Naja – og min egen oplevelse af sorg

Jeg vil runde af med at dele en lille smule af min egen oplevelse af at leve med en sorg.
En til tider stille sorg, og til tider, en sorg med mere styrker.

Naja gik bort, den 4. juli, 2021.
Et ungt menneske på kun godt 27 år.
Et mennesker, som jeg mødte da hun ca. 20 år.

Hun gik ind i andre med træsko på og hos mig, sparkede hun en dør ind med et ”Her er jeg!”

Alle blev betaget af hende, alle faldt for hende på forskellige måder.
Her oplevede vi – og jeg – at kærligheden kan have mange ansigter.

Jeg tænker på hende flere gange om ugen, nogle gange ganske kort, andre gange mere langvarigt.
Nogle gange med et smil, endda med en lille latter, andre gange stille, mens en tåre triller.

Når jeg besøger hendes grav i Humlebæk, enten til hendes fødselsdag, dødsdag eller til Jul, har jeg det helt åndsvagt svært, når jeg over broen på kirkegårde, drejer til venstre og går de sidste tunge skridt.

Det på trods, at så tætte var vi jo heller ikke. Jeg forstår det ikke, og det kommer jeg næppe til.
Men det er ok og det er ok, at det ikke er ok og det er ok, at det komplet meningsløst, at et så ungt et menneske ikk er her mere.

Her er sorgen ikke forkert, men jeg forstår den ikke.
Det er ok.

Du kan læse om Naja, hendes mail til mig, små videoklip og et par billeder:
www.andtalk.dk/der-kom-et-brev-fra-naja/ 

Kontakt mig for samtaler:

Niels@andtalk.dk

sms: 40409547

—————————

YDELSER

Læs mere: 3 timers Walk & Talk®

Læs mere: 12 måneders forløb