Åbent forhold – at sætte hinanden og sig selv fri

Nedenstående er skrevet af to, som lever i åbne forhold.
Hovedforfatteren har skrevet mest og den anden mindre. Den ene har levet længere end den anden i åbne forhold.
De kender ikke hinanden, og trods det, så er de 100% enige om, hvad du /I skal passe på og om hvad der er vigtigt, hvis man går ind i at leve i et åbent forhold og hvad der skal til, hvis man ønsker at åbne sit forhold op.
Jeg har til sidst sat ordne sammen, og herefter accepteret af begge.

Mvh og god læselyst
X, Y og Niels,

********
Jeg lever i et åbent forhold.
Ikke fordi jeg ikke kan forpligte mig.
Ikke fordi jeg mangler kærlighed.
Og slet kke fordi jeg er rastløs, grådig eller hele tiden er på jagt efter noget bedre.

Jeg lever i et åbent forhold, fordi jeg aldrig har forbundet kærlighed med ejerskab.

Fra første møde min faste partner, var præmissen tydelig:
– Der skulle være plads til andre i relationen.
Ikke som en hemmelig bagdør og heller ikke som noget, der kom snigende senere, da hverdagen blev lidt for almindelig igen.
Men som en del af selve fundamentet for at være menneske, at være ”dig, mig og os.”

Jeg ønskede ikke et forhold, hvor eksklusivitet og kontrol var prisen for tryghed.
Til gengæld, så ønskede jeg et forhold bygget på frihed, tillid og det aktive valg om at være sammen.

Min partner kendte det vilkår fra begyndelsen, ligesom andre, lige så vigtige, vilkår.
Det var ikke noget, jeg ville trække op af hatten, når det engang hverdag og hvor vi, for alvor, var følelsesmæssigt bundet sammen.

Det var en del af samtalen fra start på vores første møde, på vores gåtur.
Derfor har vores åbne forhold ikke handlet om brudte forventninger, svigt eller skjulte dagsordener. Det har handlet, og handler stadig, om nysgerrighed, udvikling og gensidig berigelse.

Lad mig sige det helt klart: Et åbent forhold er ikke en nem genvej. Det er ikke bare “fri leg”.
Det er på ingen måde et smart koncept for mennesker, der vil have alle fordelene uden ansvaret.

Tværtimod.

Et åbent forhold kræver mere ærlighed, ekstrem modenhed, selvindsigt, selvforståelse og mere kommunikation.
Plus en udtalt evne til at stå i ganske svære følelser uden straks at gøre den anden forkert.

Frihed uden ansvar er ikke kærlighed. Det er bare egoisme i pænt tøj.

Vores relation kommer først

Det vigtigste, jeg har lært, er dette: – Vores relation kommer altid først. Altid!
Men ikke på en kontrollerende måde. Ikke sådan, at alt udenfor os er farligt eller kan være et problem.
Men på den måde, at det, vi har sammen, skal passes, plejes og prioriteres som ved et ”normalt” forhold.

Tid, nærvær og omsorg for hinanden ér fundamentet og vil altid være det, og det er netop derfor, der overhovedet kan være plads til andre relationer.
Hvis fundamentet ikke er stærkt, bliver åbenheden ikke en frihed, men kan eller vil være en flugt.

For mig handler et åbent forhold derfor ikke om mindre forpligtelse. Det handler om en dybere form for ansvarlighed.
Jeg vælger ikke min partner mindre, fordi der også kan være andre.
Jeg vælger min partner mere bevidst, fordi relationen ikke hviler på tvang, ejerskab eller automatpilot.

Kærlighed bliver ikke mindre af frihed. For mig bliver den faktisk stærkere, fordi den bliver et valg og en oplevelse af taknemmelighed, fordi vi støtter hinanden.
Men det kræver, at man ikke bliver doven.
Man skal ikke tro, at bare fordi man har aftalt åbenhed, så passer relationen sig selv.
Det gør den ikke. Tværtimod. Man skal være mere vågen, opmærksom og virkelig have fokus på ærlighed.

Et åbent forhold dør ikke nødvendigvis af sex og intimitet med andre, men af at vi forsømmer hinanden.

Man vælger hinanden — man ejer ikke hinanden

Jeg er overbevist om, at man kan elske et menneske dybt uden at eje det menneske.

Det betyder ikke, at alt er lige gyldigt. Det betyder ikke, at man bare skal være cool med alt.
Og det betyder bestemt ikke, at man aldrig bliver jaloux, usikker eller ramt.
Men det betyder, at man ikke forveksler kærlighed med kontrol.

Når jeg elsker et andet menneske, ejer jeg ikke den andens krop, lyst, tanker, fantasier eller tiltrækning.
Men jeg har ansvar for, hvordan jeg handler. Jeg har ansvar for mine aftaler og et ansvar for den relation, jeg er med til at skabe.

Derfor kan jeg bedre lide ordet autonomi end ordet frihed.

Frihed kan lyde som om, der ingen grænser er. Som om man bare gør, hvad der passer én.
Autonomi er noget andet. Autonomi betyder, at man har plads til at være sig selv inden for de rammer, der er talt om, forstået og accepteret.
Det er ikke grænseløshed, men fri bevægelighed med et ansvar. Og det ansvar må man aldrig undervurdere.

Hvis man vil have et åbent forhold, fordi man ikke gider tage hensyn, så skal lade være.
Hvis man vil have åbenhed, fordi man ikke orker at tale om det svære, så skal man også lade være.
Og hvis man tror, at et åbent forhold kan redde en relation, hvor man allerede lyver, undgår hinanden eller mangler respekt, så er man ude på tynd is.

Åbenhed gør ikke automatisk et forhold sundt. Den forstærker ofte det, der allerede er der, også det dårlige.

Er der tillid, kan åbenheden skabe mere tillid. Er der utryghed, kan åbenheden gøre utrygheden højere.

Start med et ”hvorfor?”

Mit bedste råd er enkelt: – Start med et ”hvorfor?”.
Hvorfor ønsker du et åbent forhold?
Er det, fordi det opleves sandt for dig?
Fordi du ikke forbinder kærlighed med ejerskab?
Fordi du oplever, at en emotionel tiltrækning og seksualitet godt kan eksistere flere steder uden nødvendigvis at true den kærlighed, du allerede har?

Eller handler det om noget andet?

Kedsomhed? Flugt? Utilfredshed med dig selv, med forholdet, i forhold til den ”den anden”?
Eller manglende lyst, nærhed eller intimitet. Konflikter, I ikke får talt om. Et håb om, at nye mennesker kan fylde et hul, I ikke tør kigge på sammen.

Det sidste er farligt.

Ikke fordi det er forkert at længes efter mere, synes jeg, men fordi man skal være ærlig om, hvad “mere” egentlig betyder.
Et åbent forhold bør ikke bruges som nødudgang fra et forhold, man ikke tør afslutte eller man ikke rigtig magter at reparere.

Før man åbner relationen, skal man turde åbne samtalen.

– Hvad længes jeg efter?
– Hvad er jeg bange for?
– Hvad vil jeg beskytte?
– Hvad håber jeg, åbenheden skal give?
– Og hvad risikerer vi at miste, hvis vi ikke passer på?

De spørgsmål er ikke romantiske eller polerede, de er nødvendige.

Aftaler er ikke kontrol

Et åbent forhold har brug for klare aftaler.
Ikke fordi alt skal styres med regler, skemaer og følelsesmæssige kontrakter.
Men fordi uklarhed skaber utryghed og utryghed skaber dårlige fantasier, og den slags kan hurtigt blive værre end virkeligheden.

Man skal ikke først tale om grænser, når nogen allerede er blevet såret.
Tal om det, mens der stadig er ro og gå hellere langsomt fremad.

– Hvad er okay?
– Hvad er ikke okay?
– Hvad skal fortælles?
– Hvad behøver man ikke vide?
– Hvad med dating?
– Hvad med overnatninger?
– Hvad med gentagne møder?
– Hvad med fælles venner?
– Hvad med ekskærester?
– Hvad med spontane aftaler?
– Hvad med sex, prævention, test og sundhed?

Det er ikke usexet at tale om kondom, kønssygdomme og risikogrænser.
Det er til gengæld voksent, omsorg for hinanden, respekt og ordentlighed.

Gode aftaler handler ikke om at holde hinanden i snor, men om at gøre det lettere at passe på hinanden.

Jeg har selv lært, at det er klogt at gå langsomt frem. Hellere tage et lidt for lille skridt end et alt for stort.
Hellere stoppe et sted, hvor man tænker “det gik faktisk okay”, end at presse noget igennem og bagefter stå med en følelse af at være blevet overhørt, overskredet eller glemt.

Aftaler må gerne ændre sig.
Det skal de næsten, synes jeg. Mennesker ændrer sig. Erfaringer ændrer os og noget.
Grænser bliver tydeligere. Nogle bliver mere fleksible, mens andre bliver mere faste.

Men aftalerne skal være klare og tydelig nok til, at begge ved, hvad man faktisk har sagt ja – og nej – til.

Privatliv er ikke det samme som hemmeligheder

Jeg tror på et privatliv også i et åbent forhold. Man behøver ikke dele alt. Man behøver ikke fremlægge alle beskeder, alle detaljer, alle stemninger og alle små følelsesmæssige nuancer. Et voksent menneske har ret til et privat rum.

Men privatliv og hemmeligholdelse er ikke det samme.
Privatliv beskytter noget personligt. Hemmeligholdelse beskytter ofte noget, man godt ved, den anden ville reagere på, hvis det kom frem.
Det er en vigtig forskel.

Et åbent forhold kan godt rumme diskretion, men det tåler ikke bedrag. Tilliden bliver sjældent ødelagt af åbenheden i sig selv.
Den bliver med sikkerhed ødelagt, når man skjuler noget væsentligt, bryder aftaler eller begynder at tale udenom.

Derfor er ærlighed ikke bare en pæn værdi, man kan flashe med. Det er selve konstruktionen, der holder forholdet  – og relationer i det hele taget – oppe.
Når ærligheden ryger, begynder det åbne forhold at ligne det, mange frygter: et forhold uden sikkerhed, uden retning og uden respekt.

Jalousi betyder ikke, at man fejler

Jalousi findes også i åbne forhold. Selvfølgelig gør den det.
Man bliver ikke pludselig hævet over almindelige menneskelige tanker, bekymringer og følelser, bare fordi man har en mere fri relationsform. Det ville være en romantisk løgn.
Jalousi er ikke et tegn på, at man er gammeldags, svag eller forkert. Jalousi opstår ofte, når noget vigtigt i en tæt relation opleves truet:
– kærlighed, tilknytning, begær, status, tryghed eller fx oplevelsen af at ikke længere være særlig for den anden.

Målet er ikke nødvendigvis at fjerne jalousi. Målet er at forstå den og acceptere den og finde ud af, hvad der udløser den. Sammen.

Når jeg mærker jalousi, reflekterer jeg over hvad det her egentligt handler om?

– Er jeg bange for at blive valgt fra?
– Bekymrer jeg over, om jeg er mindre attraktiv?
– Savner jeg nærhed?
– Er en aftale uklar?
– Har jeg brug for beroligelse?
– Oplever jeg mig udenfor?

Jalousi bliver værre, når den bliver mødt med skam, irritation eller kontrol.
Den bliver lettere at bære, når vi deler usikkerheden og når vi mødes med ro, tydelighed og omsorg, når vi er mest sårbare.

Der er stor forskel på at sige: “Du må ikke gøre det.”
Og på at sige: – “Jeg kan mærke, at jeg bliver usikker. Jeg ved godt, at du ikke nødvendigvis har gjort noget forkert, men jeg har brug for, at vi taler om det.”

Det første forsøger at styre og det andet forsøger at skabe kontakt. Kontakt er næsten altid bedre end kontrol.

Nye relationer må ikke æde den gamle

Der vil næsten altid være en særlig energi i nye relationer.
Det nye blik, spændingen, en lyst som er en smule anderledes. Min egen udvikling. Det kan være smukt, men det kan også være farligt, hvis man bliver blind.
Et åbent forhold må ikke ende med, at den faste relation bliver reduceret til vasketøj, logistik, madplaner, kalenderstyring og følelsesmæssig administration, mens alt det levende foregår med en anden eller andre.

Så har man misforstået autonomien / friheden.

Hvis I har en primær relation, og I ønsker at bevare den, skal det kunne mærkes og opleves i ord og handlinger.
Det er tid sammen, nærværet. Sex, intimiteten og at se hinanden i øjnene. Berøring. Samtaler.
Hverdagskærlighed, som kan være de små lette berøringer. Prioritering af ”OS”. Små tegn på, at vi ser hinanden og at vi vælger hinanden.
(Og gerne mindre slide næsen flad på telefonen!)

Tryghed opstår ikke af store erklæringer men opstår mest af gentagne små handlinger og dermed erfaringer.
Man kan ikke sige “du er vigtigst” og samtidig opføre sig, som om den anden altid må tage resterne.

Tal før det bliver farligt

Mit måske vigtigste råd er: – Tal sammen, før det brænder på.
Ikke kun når nogen er kede af det, når noget er gået galt, eller når jalousien allerede står i rummet og råber.

Lav små tjek-ind-samtaler.

– Hvordan fungerer vores aftaler?
– Er der noget, der er uklart?
– Er der noget, du savner?
– Er der noget, der har gjort dig utryg?
– Synes du stadig, at jeg vælger dig?
– Er der noget, vi skal justere?

Det skal ikke være et forhør. Det skal ikke være kontrol forklædt som omsorg.
Det skal være vedligeholdelse, nysgerrighed og fordi I vil hinanden.
Alt for mange relationer går i stykker, fordi det svære ikke bliver sagt i tide.

Når noget går galt

Der vil ske fejl – med garanti, for ingen er perfekte. Det er umuligt at undgå.
Der vil typisk opstå misforståelser, dårlig timing, uklare aftaler, “Jeg troede…”, uventede følelser og situationer, man ikke havde forudset.

Det afgørende er ikke, om alt går perfekt, for det gør det ikke. Det afgørende er, om man kan og vil reparere.

– Kan I tale sammen uden at ydmyge hinanden?
– Kan I lytte, før man forsvarer sig?
– Kan I sige undskyld uden at bryde sammen?
Kan I tage ansvar uden at drukne i skyld?
Kan I justere aftaler uden at gøre hinanden forkerte?

Et åbent forhold kræver ikke følelsesmæssig perfektion, men viljen til reparation.
Men man skal også være ærlig, plus der er forskel på fejl og på mønstre.
En fejl kan man arbejde med, men et mønster af løgne, pres, hensynsløshed, egoisme eller gentagne aftalebrud er noget andet.
Så er problemet ikke åbenheden, men manglende respekt og ordentlighed

Og uden respekt og ordentlighed, har man ikke et åbent forhold, men kaos, frustationer og oplevelsen af svigt.

Uden skam — men heller ikke uden ansvar

Jeg mener ikke, at et åbent forhold er mere rigtigt end et monogamt forhold. Men det er heller ikke mindre rigtigt.
Det afgørende er ikke relationsformen, men det afgørende er, hvordan man behandler hinanden i den.

Et monogamt forhold kan naturligvis også være trygt, kærligt og smukt – og det eneste rigtige.
Ligesom et monogamt forhold også kan være kontrollerende, dødt og fuldt af tavshed.
Et åbent forhold kan være ærligt, levende og omsorgsfuldt, lige som det kan også være kaotisk, egoistisk og sårende.

Ingen relationsform er sund i sig selv. Det sunde ligger i måden, man lever den på.

Skam opstår ofte, når man tænker og oplever, at ens måde at elske på, skal forsvares over for andres normer.
Men jeg gider ikke forklare mig ihjel for mennesker, der på forhånd har besluttet, hvad kærlighed må være, og at de har sandheden på, hvad der er det eneste rigtige.

For mig er spørgsmålet langt enklere:

– Bygger relationen på ærlighed?
– Bygger den på samtykke?
– Bygger den på respekt?
– Bygger den på omsorg?
– Oplever begge sig frie og valgte i de relationer, de er i?

Hvis svaret er ja, behøver man ikke skamme sig.

Men man skal heller ikke gemme sig bag flotte ord, som frihed, autonomi og åbenhed, selvom det lyder godt og smukt.
Men de betyder ikke meget, hvis man ikke kan finde ud af at passe på det menneske, man deler livet med.

For mig handler et åbent forhold i sidste ende ikke om at have flest mulige muligheder.
Det handler ikke om at vinde over monogamiet og det normative.
Det handler ikke om at være mere moderne, mere fri eller mere seksuelt oplyst end andre.

Det handler om at leve ærligt.
At vælge hinanden uden at man ejer hinanden.
At give kærligheden luft uden at lade den mangle omsorg.
At tage sin lyst alvorligt uden at gøre den andens tryghed ligegyldig.
Og at forstå, at den stærkeste kærlighed ikke nødvendigvis er den, der holder hårdest fast.

Nogle gange er det den, der tør sige: – Du er fri, og jeg vælger dig stadig.

Kærlig hilsen,
Vi.
****

Du kan læse lidt mere om åbne forhold / non-monogami her.

Book en uforpligtende samtale via telefon.

Kontakt:
📧 Niels@andtalk.dk
☎️ sms: 40409547
—————————
YDELSER
🌐 www.andtalk.dk/3-timers-coaching/
🌐 www.andtalk.dk/klippekort-til-coaching-terapi-samtaler-stress-og-angstbehandling/
🌐 www.andtalk.dk/12-maaneders-coaching-terapi-raadgivning-stoette-og-sparring/
🌐 www.andtalk.dk/erhverv/coachinguddannelse/