“Kærlighed dør aldrig en naturlig død.
Den dør, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal supplere dens kilde,
den dør af blindhed og fejltagelser og forræderi.
Den dør af sygdomme og af sår, den dør af træthed.
Den hensygner, den bliver anløben, men dør aldrig en naturlig død.
Enhver kan anklages for mordet – på sin egen kærlighed!”
– Anaïs Nin
Anaïs Nin siger noget ret kraftfuldt her:
Kærlighed dør ikke bare af sig selv, som om den har en udløbsdato.
I stedet handler det om, hvordan vi behandler den og dermed “den anden” eller ikke behandler den og dermed også den anden. Hun peger på, at kærlighed har brug for at blive næret og passet på.
Hvis vi ikke gør det, kan – eller vil – den langsomt forsvinde. Det sker, når vi lukker øjnene for, hvad kærligheden – og den anden – har brug for, eller når vi begår fejl og sårer hinanden.
Hun beskriver også, hvordan kærligheden kan blive syg eller slidt. Hvis vi tager den for givet, vil den, med sikkerhed, langsomt visne. Det betyder ikke, at den er dømt til at dø – men det kræver bare, at vi tager ansvar for den og plejer den, ligesom vi ville gøre med noget værdifuldt i vores liv.
Og måske det vigtigste:
Hun siger, at hvis kærligheden dør, er det ikke på grund af tiden eller skæbnen, men på grund af os selv. Vi kan alle, på en måde, være ansvarlige for “mordet” på vores egen kærlighed, hvis vi ikke passer på. Det er en påmindelse om, at kærlighed kræver aktivt arbejde, ærlighed og omsorg – ellers kan den forsvinde, ikke af natur, men af vores egne handlinger (eller mangel på samme).
Mine refleksioner:
– Pudsigt nok, så knokler vi – stort set hver eneste dag – for at blive bedre på vores job.
Vi knokler også for at få det “perfekte” hjem og vi flasher lystigt vores børns 12-taller
og andre successer.
Fair nok.
Folk må naturligvis gå op i deres liv, på dén måde som de nu helst vil.
Men vi gør altid – ALTID – noget, fordi der skal være en nytteværdi.
Tryk og læs om Danmarks mest alsidige coachinguddannelse – hjemme hos dig selv.
Vi gør det sjældent for at gøre noget for den anden, fordi det bærer glæden i sig selv – som Svend Brinkmann ville sige. Men det kræver selvfølgelig at begge parter tænker på samme måde. At man har nogenlunde samme værdi og forhold til kærligheden.
Det undrer mig bare … hvad ville der ske, hvis vi lagde lige så meget energi i vores kærlighedsliv og tætte relationer, som i alt andet?
Bare engang i mellem!
Tænk, hvis vi kiggede (endnu) mere udad for at ville andre og give kærlighed – i den bredest mulige forstand – fremfor den selviscenesættelse, som vi i så rigelig målestok oplever i dag?
Tænk om vi skruede en lille smule ned for ambitionerne om større bolig, marmor på badeværelset (it´s SO last year), flotte karakterer og nye flot-fælge til Skodaen.
Tænk, hvis vi i stedet åbnede øjnene, gjorde færre bevidste fejltagelser og nægtede forræderiet, for dét mener jeg, at det er.
Tænk, hvis vi i stedet lagde os i selen for ikke at være trætte og ligeglade, når vi når kærligheden.
Igen, ikke bare den romantiske kærlighed, men også næstekærligheden.
Kærligheden, du ved: den stormende, den dybe, den romantiske, den lidenskabelige, den erotiske og den alt omfavnende.
Og slipper al den fordømmelse af, hvad der er rigtigt og forkert for andre.
Tænk, hvis vi holdt bolden på vores egen banehalvdel.
Tænk om vi brugte lige så meget energi på at uddanne os i uselviskhed, i at være givende, rummelig og tolerante, ligesom vil bruger på at blive bedre til at bruge regneark, tegneprogrammer og kundeservice.
Tryk her og læs om depression og stress
Det ene udelukker ikke det andet.
✅ Men vi kan tale pænt.
✅ Vi kan opføre os dannet.
✅ Vise pli.
✅ Respekt.
✅ Omsorg.
✅ Kærlighed.
✅ Have hinanden for øje.
Ellers så dør kærligheden med en lyd, som når lirekassemanden stopper midt i en melodi.
Fordi vi havde travlt med alt andet – eller fordi vi mistede modet.
Læs om Hartmut Rosa og om det accelererende samfund.
Del meget gerne.
Mvh
Niels Moestrup
Kontakt:
Niels@andtalk.dk