Lavt selvværd er negative tanker om dig selv.
“Jeg er ikke ret god til at forklare mig.”
Den sætning har jeg – og måske også du – hørt så mange gange, at den efterhånden opleves som en fast del af det første møde. Et menneske sætter sig ned overfor mig, måske med et træt smil, en anelse uro i kroppen, og allerede før vi for alvor er begyndt samtalen, undskylder de for sig selv.
Som om deres måde at være til på, i sig selv er et problem.
Ofte er det ikke manglen på ord, der er udfordringen. Det er måden, de taler til sig selv på. Det er tonen indeni. Og det er den, der langsomt har undergravet deres selvværd.
Lavt selvværd viser sig sjældent som det helt stort drama.
Det kommer snigende i små sætninger, man næsten ikke lægger mærke til.
“Det har jeg nok ikke forstand på.”
“Det er der sikkert andre, der kan gøre bedre.”
“Jeg burde tage mig mere sammen.”
“Jeg vil jo ikke fylde for meget.”
“De tænker sikkert negativt om mig.”
Små hverdagstanker, som med tiden bliver til “sandheder” og faste overbevisninger.
Ikke fordi de er objektivt sande, men fordi de er blevet gentaget så ofte, at de opleves naturlige.
Når du har levet længe nok med den slags tanker, begynder de at forme hele måden, du går gennem livet på.
Du trækker sig lidt tilbage i samtaler. Du dækker dig ind, før du siger noget. Du forsøger at være forudseende, så du ikke risikerer at stå i vejen. Du overtilpasser sig. Du siger ja, selvom kroppen SKRIGER nej. Og samtidig vokser den stille fornemmelse af at være forkert – uden at nogen andre har sagt det til dig.
Når stemmen indeni bliver dommer
Selvværd handler om den grundlæggende oplevelse af, om du har (en) værdi som menneske. Ikke fordi du præsterer, leverer, lykkes eller imponerer, men bare fordi du er til og trækker vejret. Når selvværdet er lavt, bliver dit værdi betinget.
“Jeg er kun noget værd, hvis jeg gør det godt nok. Hvis jeg ikke fylder for meget.Hvis andre kan lide mig.”
Hele livet bliver et slags projekt: et forsøg på at bevise over for sig selv og verden, at man fortjener en plads.
Lavt selvværd opstår sjældent ud af ingenting. Det kan være formet af en barndom med kritik eller fravær af anerkendelse.
Af mobning, hvor man lærte, at det var nemmere at gøre sig lille end at fylde. Af relationer, hvor man gik på listefødder.
Af ansvar, der kom alt for tidligt.
Ikke som en enkelt dramatisk begivenhed, men som en langsom, daglig erodering af oplevelsen af at være god nok.
Med tiden bliver den indre stemme en dommer.
Den kommenterer, korrigerer, nedgør, tvivler, holder igen. Den holder øje med alt, hvad du gør – og alt, du ikke gør. Og det værste er, at du til sidst glemmer, at det er en stemme, du har lært.
Du begynder at tro, at det bare er sådan, du “er”.
En stærk overbevisning, som ofte fører til stress og angst og udpræget tristhed.
Længslen efter noget andet
Alligevel dukker der hos mange på et tidspunkt en anden følelse op: en længsel. Ikke nødvendigvis efter et større liv, men efter et lettere liv.
Et liv, hvor du ikke hele tiden er i krig med dig selv. Hvor du kan være i dine relationer uden at overspille eller gemme dig og blive en grå mus, uden at overanalysere, uden at gå hjem og vende hver eneste sætning i hovedet.
Længslen kan være stille.
En træt fornemmelse af, at det her ikke kan være det hele.
Den kan også opleves som en svag protest indeni:
– “Jeg orker ikke at have det sådan her resten af mit liv.”
For nogle viser den sig som misundelse forklædt som beundring:
– “Hvordan kan hun være så rolig i sig selv?”
Længslen ér vigtig.
Den er et tegn på, at noget i dig ikke længere vil nøjes – og du skal heller ikke nøjes.
Og den er ofte begyndelsen på forandring. Men den kan også være skræmmende – den ér måske skræmmende. For hvis du virkelig vil noget andet, kræver det, at du ændrer på noget.
Ikke nødvendigvis på hele dit liv på én gang – men på den måde, du forholder dig til dig selv på.
Her er det fristende at tænke, at løsningen må være at “tage sig sammen”, blive mere effektiv, mere disciplineret, mere positiv.
Men lavt selvværd løses sjældent ved at gøre mere af det, du allerede gør.
Tværtimod.
Det starter sjældent med tempo, men med opmærksomhed.
Når du begynder at se dine egne mønstre
Det første skridt er sjældent dramatisk.
Det kan være så enkelt som at begynde at lægge mærke til, hvad du faktisk tænker om dig selv i løbet af en dag.
Måske opdager du, at du mange gange dagligt sender små stikpiller afsted mod dig selv:
– “Ej, hvorfor sagde jeg det? Nu gjorde jeg det igen”. Hvor er jeg dog latterlig!”
Du kan prøve at skrive det ned i et kladdehæfte over nogle dage. Glem pænhed, stavefejl og struktur. Bare som det kommer. Ærligt! Hvilke situationer går igen? Hvornår bliver jeg særligt hård? Er det, når jeg har lavet en fejl – jeg må jo gerne lave fejl! Sammenligner mig med andre? Er det når jeg mærker træthed, er jeg bange for sårbarheden?
Når du læser det igennem, ser du måske mønstre, der ellers ville gemme sig. Du opdager, at du faktisk taler til dig selv, som du aldrig ville tale til et menneske, du holder bare en smule af.
Du opdager, at der er en standard og en normalitet for dig, som ingen andre bliver holdt op imod.
Og du opdager, at det ikke er sandheder, men vaner.
Møg-hamrende dårlige vaner!
Det er her, noget vigtigt kan ske. Ikke nødvendigvis en stor beslutning, men et andet perspektiv. En erkendelse af, at dine tanker ikke bare er neutral virkelighed – de er fortolkninger. Fortællinger. Og fortællinger kan ændres.
En anden måde at være med sig selv på
At arbejde med selvværd handler ikke om at opfinde en ny, kunstig positiv version af sig selv.
Det handler på ingen måde om at gå fra “Jeg er ikke god nok” til “Jeg er fantastisk” fra den ene dag til den anden.
Den slags påklistrede sætninger holder ikke. ALDRIG
Det handler mere om at lære en “tredje stemme” at kende.
En, der hverken er dommer eller jubeloptimist. En stemme, der er realistisk og venlig på samme tid.
Der siger: – “Ja, det gjorde ondt, og det var ikke perfekt – men det betyder ikke, at jeg er forkert som menneske. For det er jeg ikke – forkert. Jeg er jo bare et ok menneske, der begår fejl ind i mellem.”
Det er det, man ofte kalder selvmedfølelse.
Når jeg taler med klienter om dette, siger en stor del af dem, at opleves som provokerende.
De er vant til at tro, at udvikling kræver hårdhed. At man kun kommer nogen vegne ved at piske sig selv fremad.
Men i praksis er det modsatte, der holder dem fast. Det er svært at vokse i et indre klima af konstant kritik.
Når du i stedet øver dig i at møde dig selv med en smule mildhed – ikke for at slippe for ansvar, men for at kunne bære det – sker der noget med både krop og sind. Skuldrene sænker sig en anelse. Åndedrættet bliver en smule dybere og lettere. Rummet indeni bliver en lille smule større. Og i det rum er det (meget) lettere at vælge anderledes.
Kroppen, der går med på fortællingen
Det er ikke kun sproget indeni, der påvirkes af lavt selvværd. Kroppen er med hele vejen. En del klienter beskriver, hvordan det mærkes i kroppen, når de skal sige noget højt til et møde, sætte en grænse eller stå frem med en mening.
Halsen snører sig sammen, maven knuger, hjertet banker lidt hurtigere.
Nogle bliver helt vildt trætte bagefter – som om en lille kamp er blevet udkæmpet indeni. Hjernen er fuldkommen slidt, og de har bare lyst til at smide sig på sengen og sove, når arbejdsdagen er omme.
Når du i årevis har levet med en indre dommer, lever du også med et nervesystem, der er på et totalt overarbejde. I timer!
Fordi du er på konstant vagt, du scanner omgivelserne, du forsøger hele tiden at afkode, hvordan du bliver opfattet.
Selvom du ser rolig ud udefra og alligevel har du et stormvejr kørende indvendigt. Men det bliver også en vane.
Det skal altså slutte nu! Hvis du spørger mig.
Her kan det være hjælpsomt også at tage kroppen alvorligt. Ikke kun prøve at tænke sig til et bedre selvværd, men også skabe små øjeblikke, hvor kroppen får lov at falde en smule til ro. En gåtur uden telefon. Et par dybe, langsomme vejrtrækninger, før du svarer.
En lille pause, hvor du ikke skal præstere noget som helst. Det lyder banalt og det ér banalt.
Relationerne, der enten løfter eller slår sprækker
Selvværd formes ikke kun i os selv. Det formes også i de relationer, vi står i. Hvis du igen og igen befinder dig i sammenhænge, hvor du bliver talt ned til, taget for givet eller gjort lille, så er det ikke så mærkeligt, hvis du begynder at tvivle på din værdi.
Det betyder ikke, at alle problemer kan løses ved at skifte omgangskreds. Men det betyder, at du med tiden kan begynde at være mere opmærksom på, hvem du læner dig ind i. Hvem du bliver træt af at være sammen med. Hvem du føler dig forkert hos – og hvem du faktisk falder lidt til ro sammen med.
At arbejde med selvværd handler derfor også om at give sig selv lov til at søge hen imod de relationer, hvor du kan være nogenlunde dig selv, uden at pakke dig helt sammen. Og langsomt – meget langsomt – øve dig i at være en kende mere ærlig om, hvordan du har det. Ikke med alle, men med nogen.
De små skridt
Forandring på det her område ser sjældent imponerende ud udefra. Der er ingen medaljer, ingen fanfarer, selvom jeg hepper på dig. Men forandringen viser sig i små handlinger, som næsten kun du selv lægger mærke til.
Det kan være det øjeblik, hvor du for første gang siger nej til en opgave, du før altid har taget på dig, selvom du var udmattet. Det kan være en samtale, hvor du vælger at sige “det ved jeg ikke”, i stedet for at lade som om.
Det kan være den dag, hvor du laver en fejl – og godt nok ærgrer dig, men lader være med at bruge resten af aftenen på at slå dig selv i hovedet.
Det er dér, hvor du sætter grænser, hvor folk kommer for tæt på: “Hertil og ikke længere!!”
Det lyder måske ikke af meget, når du læser det her.
Men selvværd opstår netop i dét rum, hvor du handler, som om du er værd at tage hensyn til.
I starten kan det opleves fremmed. Som om du spiller en rolle. Med tiden kan det blive mere naturligt.
Og måske opdager du en dag, at du spontant reagerer en smule mildere over for dig selv, end du ville have gjort for bare et år siden. Det er aldrig spektakulært, men det er betydningsfuldt.
Du må gerne få hjælp
Det kan virkelig være ensomt at gå alene rundt med lavt selvværd. Det forstår jeg godt. Især fordi det ofte ikke ses på ydersiden. Mange med lavt selvværd er velfungerende, smilende og dygtige.
De møder op, leverer, hjælper andre. Ingen ville gætte, hvor hårde ordene indeni er.
Måske kan du genkende noget af det?
Måske har du læst dig gennem denne tekst med en blanding af lettelse og modstand.
Lettelse over at jeg ser dig. Modstand over for tanken om, at det også gælder dig. Skammen, som banker på.
Sådan er det ofte. For de fleste.
Vi kan genkende os selv, længe før vi er klar til rigtigt at indrømme det.
Hvis du mærker, at du er træt af at kæmpe alene med de indre stemmer, er det ikke et nederlag at række ud.
Tværtimod kan det være et første, modigt skridt.
For mange giver det en dyb lettelse at sidde overfor et menneske, der ikke bliver forskrækket over skammen, tvivlen eller selvkritikken, men som hjælper med at sætte ord på den – uden at gøre dig forkert.
Hjælp kan se ud på mange måder.
Et terapeutisk og coachen forløb.
Et fortroligt og uformelt rum, hvor du stille og roligt kan undersøge, hvad der har formet dit selvværd, og hvordan du kan begynde at opbygge et nyt fundament. Et mere bæredygtigt liv!
Du behøver ikke vente, til du er helt i knæ. Du behøver heller ikke kunne forklare alting perfekt for at tage kontakt.
Det er helt i orden at komme og sige:
– “Jeg ved bare, at jeg ikke vil have det sådan her mere.”
Derfra skal nok vi finde ud af resten. Sammen.
Hvis du kan mærke, at noget i dig længes efter at stå mere roligt i dig selv, så tag det alvorligt.
Det er ikke bare et luksusønske. Det handler om, hvordan du lever dit liv – både med dig selv og med dem, du holder af.
Og du skal ikke klare det hele alene.
Selvbevidsthed er ikke selverkendelse for selverkendelsens skyld. Det er nøglen til at begynde at vælge anderledes.
Mere selvmedfølelse. Mere bevidst. Mere i tråd med den, du gerne vil være.
Tryg og læs mere https://www.andtalk.dk/3-timers-coaching/
Kh
Niels Moestrup
Kontakt for en uforpligtende samtale.
Mail Niels@andtalk.dk
SMS 40409547
