Selvsabotage og vejen ud

Når du saboterer dig selv, gør du det sjældent med vilje.

Det er ikke sådan, at du står op om morgenen og tænker: I dag vil jeg spænde ben for mig selv. Det er som regel langt mere stille end det. Det sker i det små. I baggrunden. Næsten umærkeligt. Som en vane, der har fået lov at køre så længe, at den begynder at føles som en del af dig.

Måske udskyder du det, der faktisk betyder noget for dig. Ikke fordi du er doven, men fordi det føles sårbart at gå i gang. For hvad nu, hvis du ikke lykkes? Hvad nu, hvis andre vurderer dig? Hvad nu, hvis det viser sig, at du ikke kan det, du håbede, du kunne?

Måske undgår du den svære samtale. Igen. Selvom du har noget vigtigt på hjerte. Selvom noget i dig godt ved, at tavsheden ikke gør det lettere. Den gør det bare mere ensomt.

Måske reagerer du for hurtigt, for hårdt og typisk også for voldsomt i forhold til situationen.
Eller også gør du det modsatte: – trækker dig, lukker ned, bliver stille, siger nej, selvom du egentlig mener ja.
Eller siger ja, selvom hele kroppen allerede har hvisket: nej tak.Og bagefter kommer det velkendte efterspil.

Skuffelsen, tvivlen og ikke mindst selvkritikken med den hårde tone, rettet mod dig elv

Hvorfor gjorde jeg det nu igen? Hvorfor fik jeg ikke sagt fra? Hvorfor ødelagde jeg det for mig selv? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?

Men måske handler det netop ikke om at tage sig sammen. Måske handler det om at forstå, hvad mønstret prøver at beskytte dig imod.

For selvsabotage er ofte en gammel løsning på et gammelt problem. Noget, der engang gav mening. Måske lærte du at trække dig for at undgå konflikt. Måske lærte du at sige ja for at bevare roen. Måske lærte du at udsætte ting, fordi det var mindre smertefuldt end at risikere nederlag.

Problemet er bare, at det, der engang beskyttede dig, i dag kan komme til at begrænse dig.

Derfor er første skridt ikke at skælde dig selv ud. Det er at opdage mønstret, mens det sker. Ikke bagefter med hård dom, men undervejs med en smule nysgerrighed.

Hvad er det, jeg er ved at undgå lige nu? Hvad er jeg bange for? Hvad ville være et lille, ærligt skridt i stedet?

Du spænder måske ben for dig selv. Men du gør det ikke, fordi du er forkert. Du gør det, fordi noget i dig har lært, at det var den sikreste vej.

Og det gode er: vaner kan ændres.

Ikke på én dag. Ikke med hård selvkritik. Men med opmærksomhed, ærlighed og små nye handlinger, gentaget nok gange til, at de begynder at blive en ny måde at være i verden på.

Hvis det lyder bekendt, så er du virkelig langt fra alene..

Mange mennesker spænder ben for sig selv, især når selvværdet i forvejen er presset. Det kan ske, når man inderst inde er bange for at fejle, blive afvist eller blive afsløret som én, der ikke er god nok. Og det kan ske, når man gennem livet har lært at være lidt på vagt i nære relationer.

For nogle bliver nærhed næsten farligt. Ikke fordi de ikke længes efter den, men fordi den kræver noget, der kan føles svært: at man viser sig, som man er. At man tør være ærlig. At man tør sige: det her betyder noget for mig. At man tør lade andre komme tæt på, uden straks at trække sig, teste dem, skubbe dem væk eller lukke ned.

Og netop dér ligger paradokset.

For det, man beskytter sig imod, er ofte også det, man længes efter. Man vil gerne ses, men er bange for at blive vurderet. Man vil gerne elskes, men tør ikke helt tro på, at man er værd at elske. Man vil gerne være tæt på andre, men frygter, hvad der sker, hvis man bliver for synlig, for afhængig eller for sårbar.

Derfor kan selvsabotage vise sig som afstand, ironi, tavshed, konflikter, overtilpasning eller flugt. Man kommer til at gøre det modsatte af det, der faktisk ville hjælpe.

Og det sørgelige er, at lige præcis den sårbarhed, man forsøger at undgå, ofte er den, der kunne gøre den største positive forskel. Ikke som dramatisk selvudlevering, men som små ærlige skridt: at sige lidt mere, blive lidt længere, bede lidt tydeligere om det, man har brug for, og turde tro på, at relationer ikke kun er noget, man skal overleve.

De kan også være noget, man kan hvile i.

Relationel Selvsabotage

En undersøgelse fra 2019 har kortlagt det, man kalder “relationel selvsabotage”.
Den viser, at mange – måske også du? – har indarbejdet mønstre, hvor man trækker sig, overanalyserer, grubler eller undgår oprigtig nærhed, fordi det en gang har været nødvendigt at beskytte sig selv.
Hårdt og kontant.

Mon du kan genkende dig selv her?

Men nu, hvor du egentlig længes efter kontakt og udvikling, spænder gamle mønstret ben for det, du længes efter og faktisk har brug for.

Du kan læse mere om undersøgelsen i links i slutningen af artiklen.
Men selvsabotage handler ikke kun om relationer.

Ofte/næsten altid hænger det sammen med måden, du tænker på og hvordan du forholder dig til de tanker, du har – særligt under pres.

Fx “Jeg dur ikke til det her”,
“De andre kan det bedre”, eller
“Hvis jeg prøver og fejler, vil det føles ubærligt”.

https://www.andtalk.dk/tankefaelder/

Forskning har vist her, at netop disse tankemønstre – det, psykologer kalder kognitive forvrængninger – er tæt forbundet med selvsabotage.

Du begynder at tro på de negative tanker du har og handler – og ikke-handler – derefter.
Det vil typisk virke logisk i øjeblikket, men det fastholder dig i et mønster, hvor du bliver ved med at underminere dig selv. En undersøgelse fra 2015 viser, hvordan disse forvrængede tankemønstre – især kombineret med lavt selvværd – gør det langt mere sandsynligt, at du spænder ben for dig selv, selvom du faktisk ønsker det modsatte.

Link:
https://www.researchgate.net/publication/282843034_Investigating_the_Relationship_between_Self-Handicapping_Tendencies_Self-Esteem_and_Cognitive_Distortions

Så hvad kan du gøre?

Noget af det mest virksomme, du kan arbejde med, er dine handlinger. Det er nemlig ikke nok at tænke anderledes – du skal også begynde at handle anderledes.

Ingen tanker uden handlinger!

Her viser forskningen, at systematisk eksponering – altså at du gradvist udsætter dig selv for det, du normalt undgår – kan og vil gøre en (kæmpe) forskel.

Det lyder helt sikkert ubehageligt, men det er faktisk en mild og effektiv metode.
Du starter med noget, der kun er lidt ubehageligt – for eksempel at sige din mening i en lille gruppe – og bygger op derfra.

På den måde får du nye erfaringer, der langsomt begynder at ændre din måde at tænke og føle på. En stor meta-analyse med over 900 deltagere viser, at eksponering ikke kun ændrer dine følelser, men også din tro på dig selv – det, man kalder mestringstro.

Det bedste ved denne tilgang er, at du ikke behøver vente på, at du “føler dig klar”.
Du bliver klar ved at gøre det – i små, overskuelige skridt.
Det er præcis det, der gør forskellen: – Du bryder mønstret gennem handling.
Som i så mange andre situationer.

Du behøver heller ikke gøre det alene. Studier, at det at række ud og få støtte gør forandring mere holdbar.

At turde sige: “Jeg kæmper med det her” – til en ven, kollega, partner eller professionel – kan være det første skridt væk fra den indre isolering, som selvsabotagen ofte skaber.

Der ér altså håb.
Ikke i form af hurtige løsninger, men i form af små, realistiske handlinger, der peger i retning af det liv, du faktisk ønsker dig.
Du kan lære at se dine mønstre.
Du skal (!) udfordre dine tanker.
Du bliver nødt til at gøre noget andet, end du plejer.
Og du kan begynde at leve mere i tråd med det, der som betyder noget for dig.
Det væsentlige.

Så næste gang du oplever dig selv spænde ben – så stop op.
Træk vejret.
Sæt tempoet helt ned.
Reflekter over hvad du helst vil undgå og hvad du kan gøre anderledes.

Det må meget gerne små skridt, det er det nemmeste.

Du behøver ikke have alle svarene.
Du skal “bare” begynde.

Læs mere: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31374484/

Book en uforpligtende samtaler via telefon, hvor jeg fortæller dig, hvordan jeg hjælper dig.
Du bliver ikke alene.

Kontakt: