Kærlighed – hvad er det og hvad vil det sige at elske?

Jeg tænker, at man næsten ikke kan stille et større og mere komplekst spørgsmål, men jeg vil herunder komme med inspiration fra forskningen, litteraturen, fx Lone Franks ”Størst af alt”, samt egne betragtninger.

Når jeg har valgt at skrive om kærligheden, så er det fordi en ret så stor del af mine klienter, i langt højere grad, ønsker at tale om hvad kærlighed er og hvad det vil sige at elske, fordi deres eget kærlighedsliv ikke lige spiller.

Derfor vil jeg forsøge at komme med nogle forskellige betragtninger og forslag, nogle af dem, måske lidt kontroversielle for dig, så du måske kan få et nuanceret syn, hvis du er faret vild, men lad mig slå fast allerede nu, at svaret er langt fra entydigt.
Eller, du må nok selv finde ud af hvad kærlighed og det at elske, er for dig.

Hvis det stadig er svært, så er jeg her for at hjælpe dig.

Først nogle citater om kærligheden.

”Kærlighed er en stræben efter noget, man mangler. Et begær, en længsel, et underskud.
Men samtidig også noget, der trænger sig på, som en overflod, man giver andre i en form for overskud. Kærligheden er en dobbeltrettet trang: at give og at modtage.”
– ”Symposion” af Platon.

Filosoffen Iris Murdoch beskrev kærligheden som et ståsted:
”Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt.”

Oprindeligt, så havde grækerne fire forskellige former for kærlighed

Agápe

– uselvisk følelse af ømhed, som man har til sine børn og andre, hvor man ønsker dem det bedste. Man har fokus på andres behov, deres trivsel, skæbne og man holder hånden over vedkommende. Ofte i en religiøs kontekst.

Filia

– nok det tætteste på det vi, i dag, vil kalde kærlighed. Der hvor man giver sig hen til andre mennesker og er dem eller den hengiven. En inderlig følelse.

Storgé

– Den instinktive følelse, som man viser sine børn og forældre.

Eros

– sanselig følelse. Jeg vil have dig, jeg begærer dig jeg vil være sammen med dig. Det handler mest af alt, om mine behov.

Hvis jeg tillader mig at konkludere, så vil Filia og Eros, nok være det, som vi betragter som kærlighed i dag.

Kærligheden med videnskabens briller

Det er svært at beskrive kærligheden, også videnskabeligt.

Freud og kærlighed

Det er flere teorier, lige fra Freud, som postulerede ,at datteren leder efter sin ”far”, når hun bliver voksen, og sønnen, efter sin mor.
Men der findes ikke evidens/bevis for den påstand.
Men man kunne måske blive foranlediget til at tænke, at hvis man har haft en meget stærk forbindelse til den ene af sine forældre, og dét har givet en meget stærk tryghed, at så leder man også, ubevidst, efter lidt af det samme, når bliver man voksen.
Måske, måske ikke.

Robert Winch og kærlighed

Socialogen, Robert Winch mente, at vi bliver tiltrukket af de personer, som besidder det, som vi selv mangler af egenskaber og kaliteter. Men heller ikke dét, er der videnskabelig evidens for.

Andre igen, har postuleret, at vi tiltrækkes af vores eget spejlbillede, men heller ikke her, er der evidens, som støtter op om de tanker.

Det kunne måske være en skøn blanding af det hele, men det står for min egen regning, og den holder jo så nok heller ikke.
Eller passer det?

Der, hvor man har lidt faktuel og påvist viden, er fra de to biologer David Buss og David Schmitt, som har skrevet om Sexual Strategies Theory.

På baggrund af store mængder data, så viser der sig et måske lidt klart billede, af vi nok er overvejende både er promiskuøse, og men også monogamt indstillet. I et eller andet omfang.

Tryk her og læs mere om relationer

Disney – “de levede lykkeligt, til deres dages ende”

Så det med ”Den Eneste Ene”, holder nok ikke helt. Ikke altid. Den snak stammer nok mest af alt fra religiøse dogmer og ønsket om mandens – religions – magt over kvinden, og som ofte bliver holdt godt ved live ved den konstante Disney-ficering, som foregår i mange film.
Kan man elske og have kærlighed til mere end én person af gangen?
William Jankowiak. Professor i antropologi, mener, at den romantiske kærlighed har en svært uimodståelig drift mod det eksklusive – to-somheden – fordi man er bange for at miste.
Angsten for ensomhed er og kan være voldsom.

Polyamori – at elske og at have kærlighed til mere end én person

Hvor det polyamorøse, ”sikrer” én mod kærlighedens smerte. Men kærligheden i sig selv, har ingen smerte, den er bare sig selv.

Så hvis dét er sandt, så kan vi altså både elske én, og dermed den sammen, gennem hele livet, hvis vi ikke er bange for at miste, lige som vi kan elske flere, og derved have konstant kærlig.I begge tilfælde, så vil den romantiske følelse stadig være lige stærk.
I det mindste, på det teoretiske plan.

Det er som at den polyamorøse kærlighed her, ikke overlapper hinanden, men lever side om side. Ligesom når man elsker og har kærlighed til alle sin børn, som man elsker (rimelig) lige meget.
Naturligvis uden romantikken, lidenskaben og erotikken.

Kærligheden er blevet kommercialiseret

Andre igen – fx Eva Illoou – postulerer at kærligheden er blevet kommercialiseret og at den i den grad er hængt op på forbrugersamfundets hamsterhjul. Bare tænk på hvor store bryllupper ”skal” være, hvedebrødsdage under varme himmelstrøg. Vejen til kærlighedens lykke, går gennem præstationer, dobbelt garage, samtalekøkken og flot-fælge på bilen.
Kærligheden skal være altopslugende og der må ikke være dårlige dage.
Også her har Disney tydeligvis været forbi.

Tryk her og læs om USUNDE relationer

Mit syn på kærligheden

Måske gælder det om, i sidste ende, at ville og kunne forstå den andens syn på verden, samt rumme dennes måde at leve på. Og dermed at vi, hver i sær og sammen, forstår og bliver forstået, samt ser og bliver set.
At det gælder om at fortælle, fra første date, hvad vi kan byde ind med, hvor vores grænser går, at vi opfører os ordentligt.
Jeg tror på, og synes, at vi skal være generøs med kærligheden, i al dens mangfoldighed, uden at trække noget ned over andre.
Vi har IKKE sandheden, men derfor kan vi godt være sandfærdige!
Vi skal stå fast i os selv, ikke fordømme andres tilgang, men også være modtageligt for andre argumenter, ligesom vi ikke skal begrænse hverken os selv eller andre.

Kærligheden er tydeligvis ikke én bestemt størrelse, den ikke har én bestemt form eller kan syneladende ikke udleves på én bestemt måde, og den kan nok også kan ændre sig undervejs i livet. For nogle eller for mange.

Mon ikke, at det kræver, at vi tør at springe ud i det, og gøre os sårbare, mens vi har fornuften med os.
Og så, ind i mellem, lade os forføre helt ud til vores grænser.
Er det ikke den bedste måde at forstå sig selv på – og den anden?

Det hjælper ikke at blive siddende i sofaen og vente på, at kærligheden banker på døren.
Man må rejse sig, opsøge og vise interesse og gribe ud, når følelsen opstår.
Passe på med ikke at blæse den op, men så alligevel nyde den, når den er der, som et øjeblik fyldt med stærke følelser.

Fornuft og følelser kan sagtens gå hånd i hånd.
Nogen gange.
Pøj pøj!

Kontakt
Niels@andtalk.dk
SMS 40409547

Kilder:
https://course.oeru.org/ipsy103/learning-pathways/evolutionary-psychology/sexual-strategies-theory/
https://www.projektsexus.dk/
https://www.britannica.com/biography/Iris-Murdoch
Platons Symposiom